www.tv-midtsjælland.dk

Uddrag af politirapporten 280218 - 120318

12-03-2018

Uddrag af politirapporten for Midt- og Vestsjællands Politi for Ringsted i perioden 280218 kl. 7 til 120318 kl. 7.

Indbrud i virksomhed/forretninger:
Klosterparks Allé

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Nørregade
Langemosevej, Sigersted
Østre Parkvej

Indbrud i skole og institutioner mv.:
Kværkebyvej, Kværkeby

Arbejdsulykke – Balstrupvej, Balstrup, Ringsted
Fredag kl. 1343 blev en ambulance sendt til en fabrik, hvor en medarbejder var kommet til skade med en arm. Det viste sig, at en 54-årig mand fra Fakse havde fået en arm i klemme i en pressemaskine, som skulle serviceres.

Trykluft i maskinen var ikke blevet frakoblet, så den 54-åriges arm utilsigtet kom kortvarigt i klemme. Han blev bragt til undersøgelse på skadestuen, hvor lægerne kunne konstatere et knoglebrud i underarmen. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til at foretage undersøgelse af maskinen for at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Indbrud i kirke – Kværkeby, Ringsted.
Onsdag kl. 0851 blev anmeldt om indbrud i Kværkeby kirke, hvilket er sket mellem tirsdag kl. 1530 og onsdag morgen. Fire døre brudt op. Udover en nøgle er intet stjålet fra stedet.

Forsøg på tricktyveri – Ringsted.
Torsdag kl. 1435 kom et ungt par midt i tyverne ind i forretning på Sct. Hansgade, hvor de gik lidt rundt og fandt en billig ting, som de gerne ville købe. På gebrokkent dansk gjorde de ekspedienten forståelig, at de ville betale med en 1000 kr. seddel og gerne have penge retur i euro. Det endte med, at parret ikke ville købe noget alligevel. Den unge kvinde forsøgte at skabe forvirring, da hun fik sine 1000 kr. tilbage, men det lykkedes ikke at narre ekspedienten til at give yderligere penge fra sig.

Varetægtsfængsling - Ihærdige metaltyve – Vibevej, Ringsted
Fredag kl. 0844 slog en forretningsindehaver alarm til politiet, fordi han nu for tredje gang inden for den seneste uge kunne mistænke nogle udlændinge i en mørkblå varebil med udenlandske nummerplader for 2 gange tyveri af metal samt seneste forsøg på herpå umiddelbart før anmeldelsen. Anmelderen kørte efter den mørkblå varebil, men tabte den af syne, medens han talte med politiet. Politiet fik dog kontakt med varebilen på Ringstedvej i Slimminge, hvor politiet kunne anholde to mænd på 32 og 40 år fra Rumænien som mistænkte i sagen. De to anholdte blev sigtet for tyverier d. 3/3-18 og 8/3-18 samt forsøget herpå fredag, hvorefter de lørdag blev fremstillet i retten i et grundlovsforhør. En dommer valgte at varetægtsfængsle dem frem til den 22. marts 2018.

Eftersøgning endte godt – Benløse, Ringsted.
Lørdag kl. 1305 fik politiet anmeldelse om, at en treårig dreng fra Ringsted var kommet væk fra sine forældre under ophold i Benløse Hallen. Politiet sendte flere patruljer til stedet, og drengen blev i øvrigt efterlyst via højttalere i hallen m.v.

Kl. 1427 kunne alle ånde lettet op. Drengen var fundet. Han sad i sin autostol i forældrenes bil. Han var kold men i øvrigt ved godt mod.

Familien gav senere udtryk for, at de var meget taknemmelige for politiets indsats. Vi takker for de rosende ord.

HT/Politirapporten for Midt- og Vestsjællands Politi









Flere nyhedsfilm