www.tv-midtsjælland.dk

Færre slagtegrise end ventet lukker nathold

09-03-2018

140 medarbejdere på natholdet mister jobbet på Danish Crown i Ringsted som konsekvens af færre slagtegrise end ventet.


Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse, hvor de skriver:

Det er en paradoksal situation, der nu resulterer i, at Danish Crown skruer ned for aktiviteterne på slagteriet i Ringsted. De seneste måneder er tilførslerne af grise vokset, men ikke så meget som forventet. Derfor har medarbejderne rundt om på de danske fabrikker gennem en længere periode oplevet, at der ikke var tilstrækkeligt med grise til at sikre dem en fuld arbejdsuge.

Som en direkte konsekvens har bestyrelsen i Danish Crown Pork indstillet natholdet på slagteriet i Ringsted til lukning.

140 fastansatte medarbejdere bliver berørt, når den ugentlige slagtning af 11.500 grise om natten opgives med virkning fra den 1. juni. Omkring 70 af de afskedigede medarbejdere vil blive tilbudt at fortsætte som ferieafløsere frem til september.

- Det er med stor beklagelse, vi har truffet beslutningen, men den er desværre nødvendig. Jeg er ked af, at vi må sige farvel til dygtige medarbejdere, som med stor entusiasme har kløet på, siden vi i sommer oprettede det ekstra hold om natten. De har gjort det fantastisk godt, og det samme har de kolleger, der har hjulpet med at lære deres nye kolleger op, siger Danish Crown Porks produktionsdirektør Per Laursen.

Danish Crown lancerede i maj sidste år en ambitiøs vækstpakke for at stoppe tilbagegangen i tilførslerne af slagtesvin. Det er lykkedes, og siden 1. oktober har der været en fremgang på ca. 2 procent i forhold til året før, men natholdet blev oprettet i forventning om en fremgang på over 5 procent.

Flere grise - men for mange eksporteres 
- Da vi sidste år besluttede at ansætte flere folk, var det et rigtigt valg. Flere andelshavere sluttede sig til os, vi fik cirka en halv million ekstra grise, og vi havde en berettiget forventning om, at forskellige tiltag ville resultere i yderligere slagtegrise. Når de ikke er kommet, så skyldes det, at flere andelshavere end forudset er stoppet med at have slagtegrise, og sideløbende har vi set, at eksporten af danske smågrise, der sendes til opfedning og slagtning i Tyskland og Polen, er fortsat med at stige. Den kombination har desværre konsekvenser for os og vores medarbejdere her og nu, siger Danish Crown Porks CEO Søren F. Eriksen.

Pork-direktøren har dog alligevel optimismen i behold, for de nyeste prognoser fra Landbrug & Fødevarer indikerer, at antallet af slagtegrise i Danmark har stabiliseret sig, og der er udsigt til 300.000 slagtegrise flere på landsplan i år.

- Vi har begrundet håb om, at der vil komme flere grise til slagtning, så vi kan få brug for dygtige medarbejdere igen. Vi tror fortsat fuldt og fast på den ambitiøse vækststrategi, som Danish Crown satte i søen i 2016, og hvor vi frem mod 2021 er parat til at investere 4-5 milliarder kroner i opkøb i mere forædling. For det er vejen til at sikre både vores ejere – de danske landmænd – en bedre afregning og gode arbejdspladser på vores fabrikker i Danmark, siger Søren F. Eriksen.

Socialplan skal hjælpe de fyrede 
Per Laursen er især ked af, at i Ringsted nu for tredje gang på få år oplever, at kapaciteten bliver skruet ned relativ kort tid efter, at den var blevet sat op.

- Vi vil gøre vores til at hjælpe de fyrede videre i samarbejde med Fødevarebundet NNF og det lokale jobcenter. Vi sætter vores socialplan i gang, hvor hver enkelt medarbejder inviteres til samtale for at afklare hans og hendes muligheder, ligesom vi opretter en jobbank for medarbejderne. Blandt andet vil der være muligheder for kurser og uddannelse betalt af Danish Crown, fortæller Per Laursen.

HT/Pressemeddelelse Danish Crown









Flere nyhedsfilm