www.tv-midtsjælland.dk

Klap en fisk

11-09-2017

Det smager som kød” udbryder Kaja begejstret - og lidt overrasket, da hun endelig får smagt på et stykke nyrøget makrel. ”Hvor er du sej” kommer det straks fra Kajas mor Lærke, der kvitterer med en high five.


For nogle forældre er det en selvfølge, at deres børn smager på de madvarer, de bliver præsenteret for. Det er ikke et krav, at de kan lide det, men det er ofte et krav, at de i det mindste smager.

For Lærke er det en stor sejr, at hendes datter Kaja smager på den stadig lune fisk i Gershøj Fritidsfiskerklub, hvor de er til Klap en fisk-arrangement. Kaja er nemlig ikke som børn er flest. Hun er det, som Red Barnet kalder for ”barn med fysisk og sensorisk handicap”. Kaja har en tumor i hjernen, mangler nogle korsbånd i benene og har ikke lige lange ben.

Skjoldungeklubben
Kaja er med i Red Barnets pilotprojekt ”Skjoldungeklubben”, der er en naturklub netop for børn med fysiske og sensoriske handicap. Der er i alt 8 børn med i klubben, hvor målgruppen er børn i 5-12 års alderen. En del af børnene lider af autisme, og ens for alle børnene er, at de har stor brug for genkendelighed.

Projektet startede med rekruttering og uddannelse af 8 frivillige, og i april måned i år blev det første arrangement for børnene og deres familier afholdt.

Og det er ikke kun børnene, der har stor glæde af projektet. Forældrene får et netværk med ligesindede, der har præcis de samme udfordringer i hverdagen.

Det er det, vi gør i Red Barnet. Vi gør en hel masse for børnene, men vi gør også en hel masse for familierne. Hvis ikke vi får skabt det stærke netværk rundt om børnene, så giver den isolerede ting, med kun at gøre noget for børnene, ikke rigtig nogen mening” siger Morten Kjelmann, projektleder Natur og Fællesskab hos Red Barnet.

Første gang udenfor faste rammer
Skjoldeungeklubben holder normalt til ved Avnstrup, hvor de dels er i nogle lokaler i en børnehave, dels bruger det udendørs naturområde. De første fire arrangementer har alle været afholdt der.

Lørdag den 9. september blev det første arrangement udenfor de faste rammer afholdt. Der mødtes børnene og deres familier ved Gershøj Havn, hvor Gershøj Fritidsfiskerforening gav børnene nogle helt nye og spændende oplevelser.

For børn, der har så stort behov for faste rammer, som børnene i Skjoldungeklubben, kræver det meget forberedelse at lave et arrangement, der afviger så meget fra det vante. Morten Kjelmann sendte på forhånd en lang mail til familierne og en masse billeder, så børnene kunne blive godt forberedt på, hvad det gik ud på.

Kaja var rigtig ked af det, da vi skulle afsted, for hun ville hellere i skoven, som vi plejer. Men det var OK, da vi kom herud og hun kunne se hvad det var.” fortæller Lærke.

Det var ikke alle 8 børn, der var med ved Gershøj Havn, men dem, der var med, tog det helt fantastisk og gik ind til oplevelserne med stor indlevelse, så det var en rigtig stor succes.

Et familieprojekt
Fordi det er så vigtigt, at både børnene og deres familier får et godt netværk, må børnenes søskende også være med, når der afholdes arrangementer. Ligeledes kan de invitere en kammerat med, så de på den måde kan bygge bro til deres hverdagsliv.

Nogle af de 8 børn kendte ikke hinanden før projektet, andre gik i specialskole sammen i forvejen, men nu ser flere af dem faktisk hinanden privat”, fortæller Morten Kjelmann.

Vi er super privilegerede at være med i projektet. Det betyder en masse, at børnene kan få nogle andre oplevelser i naturen og det er ret fantastisk, at se de frivillige, engagerede voksne lægge så meget energi i det.” Sådan siger Kajas mor Lærke, der også fortæller, at børnene i projektet tackler det hele så fint. De møder hinanden, der hvor de hver især er og de får et fællesskab på tværs af alder, køn og handicap.

Her gør det ikke noget, at ens barn flipper ud. De andre ved, at det ikke skyldes dårlig opdragelse, men fordi barnet ikke kan klare flere indtryk.” siger Lærke. ”Det er så jordnært. Det er et bål, det er en fisk, det er en hund. Og det er det, børnene har brug for

Byggeprojekt
Red Barnets pilotprojekt er finansieret af Kavli Fondet og udviklet i samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter og Lejre Kommune.

Men Roskilde Festival har også fået øjnene op for projektet, og har foræret Skjoldungeklubben en check på 250.000 kroner. Desuden har Nationalparken skænket 50.000 kroner. De penge har givet mulighed for, at Skjoldeungeklubben nu kan få bygget deres eget multifunktionelle bål-/udehus. Det bliver i Avnstrup, hvor de normalt holder deres arrangementer, og det bliver et hus for personer med funktionsnedsættelser. Det bliver nemt tilgængeligt for folk med fysisk handicap og der kommer et helt nyt stisystem, bl.a. med en sansesti.

Det bliver i øvrigt et bål-/udehus, som må benyttes af alle, men Skjoldungeklubben har naturligvis fortrinsret.

Der er mange tilladelser, der skal falde på plads, før sådan et projekt kan føres ud i livet, men Morten Kjelmann skyder på, at det kan stå klar omkring 1. april 2018.

Se en masse billeder fra Skjoldungeklubbens tur til Gershøj Havn via link under filmen.

 

/Heidi Taymyr

 









Flere nyhedsfilm