www.tv-midtsjælland.dk

Nyt trænerteam omkring DS-holdet

04-12-2021

RIF Fodbold har valgt at satse på kendte ansigter internt fra klubben i bestræbelserne på at opfylde sæsonen helt store målsætning: forbliven i Danmarksserien.


Cheftræner bliver Ronnie Bendtsen (midten), som dermed tager steppet op fra assistenttræner til klubbens nye cheftræner. Birger Andersen (th.) fortsætter i hans nuværende rolle som assistenttræner, mens en anden god kending af klubben, Rasmus Knaack (tv.), hentes ind som ny assistenttræner. Den nuværende målmandstræner Martin Hansen fortsætter i klubben.'

RIF Fodbolds nye cheftræner, Ronnie Bendtsen: ”Jeg er utrolig glad og stolt over den tillid RIF Fodbold har vist mig. Jeg ser virkelig frem til udfordringen. Det alt overskyggende mål er naturligvis at sikre overlevelse i Danmarksserien. Men jeg glæder mig også til et tæt samarbejde med det øvrige trænerteam og den talentfulde trup vi har. Det bliver virkelig en spændende halvsæson, hvor hver kamp bliver en finale. Vi har en rigtig god trup og et stærkt sammenhold krydret med stærke individuelle færdigheder. De ingredienser glæder vi os i trænerteamet til at arbejde med og udvikle videre på”.

Formand Brian Larsen: ”Jeg har sammen med sportschef Carsten Andersen været igennem en rekrutteringsproces, hvor vi både har talt med interne og eksterne kandidater. I løbet af processen er vi kommet frem til, at en løsning med de stærke kompetencer, som vi allerede havde i og omkring klubben, var at foretrække. Dels så vurderede vi, at der er behov for stabilitet omkring truppen med kendte folk, som allerede kender spillerne rigtigt godt, og dels så får vi et utroligt stærkt team i forhold til både fodbold faglighed og mandskabspleje. Vi er overbeviste om, at Ronnie og hans team sammen kan opfylde klubbens helt store målsætning, som er at forblive i Danmarksserien. Det skal alle arbejde stenhårdt på, for Danmarksserien er den platform, hvorfra vi skal udvikle klubben yderligere i de kommende år.”

Sportschef Carsten Andersen: ”Der har være en god og ærlig dialog med det nye team omkring forventninger til den kommende halvsæson. Både i forhold til hvilke krav vi stiller til hinanden, men også omkring målsætningen på den helt korte bane: hvordan opnår RIF Fodbold en sæson mere i Danmarksserien? En række som RIF Fodbold ser sig selv høre hjemme i, men vi ved også godt, at det ikke sker per automatik uden at alle yder og bidrager med deres bedste. Jeg er sikker på, at vi med det nye team med Ronnie i spidsen, har skabt et godt fundament for klubbens flagskib, som vi hele tiden arbejder hårdt på at gøre bedre og mere søstærkt. For RIF Fodbold har ambitioner, men på den korte bane handler det om at bygge et solidt fundament i Danmarksserien”.

/Pressemeddelelse RIF Fodbold









Flere nyhedsfilm