www.tv-midtsjælland.dk

Lions samler varer ind til Ringsteds Julehjælp

30-11-2021

Søndag den 5. december 2021 kl. 9.00-16.00 samler Lions i Ringsted varer ind i REMA1000 på Kaserne Alle 1 i Ringsted.


Det sker rent praktisk ved, at når man køber ind, kan man lægge en ekstra vare i sin kurv. Ved udgangen til butikken står Lions med en stor indkøbsvogn, hvori man så kan lægge den ekstra vare.  

Når vareindsamlingen slutter, bringer Lions varerne hen til Ringsteds Julehjælp, der er et projekt, som Rene Bøjsen Jensen (Købmanden på Rønnedevej) har haft kørende i ca. 25 år. ”Sidste år var der næsten 200 ansøgere, hvoraf vi formåede at hjælpe 95 familier med julehjælp til en værdi af 101.000 kr. Julehjælpen kommer både fra private donationer, fra firmaer og fra Købmanden på Rønnedevej. I 2016 startede jeg med et godt samarbejde med Lions, hvor vi fik en masse varer fra indsamlingen i Rema 1000. Det er alt sammen med til at hjælpe mange trængte familier i julemåneden”, siger Rene Bøjsen Jensen.  

”Det glæder mig at kunne hjælpe med at støtte op om den gode sag for de borgere, der ikke har det nemt i julen”, siger købmand Kasper Møller Madsen fra REMA1000 på Kaserne Alle 1. "Jeg gør som lokal erhvervsdrivende alt, hvad jeg kan for at støtte lokalt - derfor vil jeg også efter indsamlingen lægge en yderligere donation oven i det, der bliver indsamlet på dagen." 

"Det er sjældent, at vi i Lions har en aktivitet, der rammer så bredt som indsamlingen til Ringsteds Julehjælp. Først og fremmest hjælper vi nogle af samfundets svageste med gode varer her op til jul. Samtidig oplever kunden, der lægger en ekstra vare i vognen, at være en aktiv del af velgørenhedsarbejdet. Endelig har vi i Lions fået støtte til vores humanitære indsats gennem samarbejdet med REMA1000," siger præsident Karsten Hvidesten Trampedach fra Lions Club Ringsted Knud Lavard. Lions vareindsamling er et led i en landsdækkende aktivitet, som Lionsklubber gennemfører.  

Foto: På billedet ses fra venstre købmand Kasper Møller Madsen fra REMA1000 og præsident Karsten Hvidesten Trampedach fra Lions Club Ringsted Knud Lavard. 

/Pressemeddelelse Lions Club Ringsted Knud Lavard









Flere nyhedsfilm