www.tv-midtsjælland.dk

Konservative vinder valget, men Hvidesten fravælger bredt borgerligt samarbejde

30-11-2021

Kommunalvalget er ovre, og dets store sejrherre må utvivlsomt være de konservative, der med Andreas Karlsen i spidsen fik hele 25% af stemmerne i Ringsted Kommune.


Det svarer til en fordobling af mandattallet, hvilket gør Det Konservative Folkeparti med 6 mandater til kommunens andenstørste parti, kun slået med et mulehår af Venstre.

“Vi er med vores markante størrelse ikke til at komme udenom i det politiske arbejde i Ringsted Byråd,” siger en stolt og glad Karlsen. ”Vi er dobbelt repræsenteret i alle politiske udvalg, og det er med selvtillid og løftet pande, vi går ind til opgaven. Vi går positivt og konstruktivt ind til den nye byrådsperiode, hvor vi vil søge samarbejdet og kæmpe for al den politiske indflydelse, vi kan få.“

Men de konservatives samarbejdsvilje er muligvis ikke nok, hvis man skal dømme efter konstitueringens hastighed og borgmesterens ageren på valgnatten.

Venstre formåede ikke at få noget nævneværdigt ud af borgmestereffekten og gik en smule tilbage, om end de bibeholdt 6 mandater grundet valgforbundet med Dansk Folkeparti og kristendemokraternes Finn Andersen. Dansk Folkepartis ene mandat blev dyrt og kristendemokraterne kom ikke ind, hvilket Venstre nød godt af.

Den siddende borgmester, Venstres Henrik Hvidesten, kunne meget hurtigt på valgaftenen præsentere en ny konstituering bestående af et svækket Socialdemokrati, et vingeskudt Dansk Folkeparti, SF og borgmesterpartiet selv. Dermed fortsætter Henrik Hvidesten på et spinkelt rødt flertal bestående af 13 ud 21 mandater. Et flertal, der på nær SF, er baseret på partier, der gik tilbage ved valget.

Det finder de konservatives borgmesterkandidat Andreas Karlsen både skuffende og overraskende: “Hvidesten er gået til valg på et bredt samarbejde, men har i stedet valgt et smalt, rødt samarbejde. Der er ellers et klart borgerligt flertal i Ringsted Kommune, men det har Hvidesten bevidst ignoreret.” Karlsen understreger, at de konservative naturligvis fortsat står klar til et bredt samarbejde og til at indgå i en konstituering.  ”Det kræver selvfølgelig indflydelse, det giver sig selv, men vi er klar. Jeg har forsøgt flere gange at blive en del af forhandlingerne om konstitueringen, men uden held. Det er tydeligt, at man på forhånd har lavet en aftale med SF om, at vi skal holdes ude af konstitueringen.”

Den taktik har ikke kun vakt forundring hos de konservative, men over en bred kam, hvis man har fulgt debatten på de sociale medier. Her er det tydeligt, at det langt fra er alle, der forstår, at Hvidesten så hurtigt fravalgte et bredt borgerligt samarbejde med valgets vindere til fordel for et smalt rødt.

/Pressemeddelelse Konservative Ringsted









Flere nyhedsfilm