www.tv-midtsjælland.dk

Sporvogn til stjernerne

13-09-2021

Hvis man i Danmark forlods beslutter at kigge stjerne en bestemt dag, så er chancerne for succes omkring 20 procent. Man regner nemlig med omkring 70 gode observationsnætter årligt herhjemme.


Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og Københavns Astronomiske Forening inviterer til stjernekig tre gange i løbet af museets sæson: sidste lørdag i august og september og - for bare anden gang - også onsdag i skolernes efterårsferie. Næste gang altså lørdag 25. september, hvor museet holder åbent til kl. 22. Det giver ikke alene mulighed for at kigge på stjerner og planeter, men også nyde synet af sporvognenes farvede lanterner og de historiske butiksudstillinger i museumsgaden, sådan som de kunne opleves i små og større byer i 1940erne, 1950erne og 1960erne – de gamle sporvognes storhedstid.

Første skud i bøssen – 28. august – var desværre en forbier. Men selv om vejret ikke er med på stjernekig, så er der alligevel mulighed for at blive klogere på astronomi og hobbyen med de kolossale afstande, for astronomerne rykker indenfor i en af de store sporvognsremiser og viser med computere, hvad der gemmer sig bag skydækket. Næste forsøg gøres som nævnt lørdag 25. september.

Sporvognene kører lige til stjernerne, for astronomerne har slået lejr ved et af stoppestederne på strækningen mod Højbjerg Skov. Sporvognenes vognstyrer og konduktør ved præcis hvor.

Skjoldenæsholm ligger godt for observationer af stjernehimlen, for der er langt til de nærmeste større byer Roskilde, Ringsted og Holbæk og deres forstyrrende lysskær. ”Sluk lyset, så vi kan se,” siger astronomerne.

Sporvognene kan nydes uanset vejret med deres smukke farvede lanterner, og kom man for sent til de sidste natsporvogne i København i 1958, så kommer der altid en natsporvogn til ved disse lejligheder på Sporvejsmuseet.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup, omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted. Museet er åbent lørdage og søndage kl. 10-17. I skolernes efterårsferie (uge 42) alle dage 10-17. Lørdag 25. august og igen onsdag 20. oktober holdes dog som nævnt åbent til kl. 22. Der kan læses mere på  www.sporvejsmuseet.dk

/Pressemeddelelse Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm









Flere nyhedsfilm