www.tv-midtsjælland.dk

Eksklusiv ølsmagning under åben himmel

30-05-2021

Når Wordenskjolds Ølklub inviterer til eksklusiv ølsmagning, så ER det eksklusivt!


Årets eksklusive ølsmagning i Wordenskjolds Ølklub blev – af hensyn til corona – afholdt udendørs. På en dejlig udendørs terrasse i det skønneste vejr, var Claus Wordenskjold klar med 11 forskellige eksklusive øl til de 13 deltagende ølentusiaster.

Selvom den eksklusive ølsmagning foregik under åben og smukt blå himmel, så skulle deltagerne ikke snydes for at kunne følge med på tv-skærmen, hvor informationer om hver enkelt øl supplerede Claus’ enorme viden. Brændet i den udendørs pejs var erstattet af en tv-skærm. En eksklusiv ølsmagning må ganske enkelt ikke gå ned på eksklusivitet.

Kraftedeme mere humle

En af de 11 øl var ikke oprindeligt på programmet. Den kom ind fra højre i sidste øjeblik og var – kan man vist roligt sige – dagens mest friske øl. Profezzor Maltazahr blev tappet lørdag morgen på Kasket Bryggeriet i Næstved og med på smagning kl. 14 i Ringsted.

Kasket Bryggeriets motto er: Vores øl kan kraftedeme ikke blive humlet nok! – og dermed basta!!! Det levede Profezzor Maltazahr rigtig godt op til. Bryggeriet har på denne øl fået noget mere ud af malten, end de egentlig havde forestillet sig. Den skulle have landet på en OG (original gravidity) på 1.048, men endte på 1.060. Alkoholprocenten var forventet 4,8%, men endte på 7,5%.

Deltagerne var enige om, at det kunne være sjovt at smage netop denne tapning på næste års eksklusive smagning, for at se, hvad tiden ville gøre for den.

Sure kvinder og stærke mænd

Ved information om den første øl på programmet, Sélection Lambic, advarede Claus Wordenskjold om, at den var til den sure side.

Jeg har kendt yngre kvinder, der var mere sure end den her øl”, konstaterede en af deltagerne, og så var den gode stemning lagt til en eftermiddag med passende mængder øl-nørderi, humor og lummer stemning.

Det eneste der ikke var helt i passende mængde, var solen, og derfor måtte der en ekstra parasol op på terrassen. I mangel af stærke mænd, måtte deltagerne træde til og slæbe parasol og parasolfødder fra den ene ende af haven til den anden. Men så fik de jo også forbrændt lidt af humlen undervejs!

Ølhunden gad ikke glamme

Hvis man havde forventet, at ølhunden havde glammet til årets eksklusive smagning, så blev man skuffet.

Ølhunden Elmer fulgte med i alt, hvad der foregik og fra tid til anden var han også på nippet til at ligne en vagthund, men det meste af tiden hyggede han sig, nød selskabet og deltagernes velvillige ’klø-mig-bag-ørerne’ fingre.

Men øl – DET beskæftigede ølhunden Elmer sig ikke med!

Dagens program var følgende:

  • Sélection Lambic (1999) (5,2%) – Geuze (Brouwerij Belle-Vue, Belgien)
  • Profezzor Maltazahr (7,5%) – (Kasket Bryggeriet, Danmark)
  • Doppelbock A Limited Edition (8,5%) – Dobbelbock (Birra Amarcord, Italien)
  • Gale’s Prize Old Ale (9%) – Old Ale (Gales Brewery, England)
  • Barrel Aged Old Ruffian (10,2%) – Barley Wine (Great Divide Brewing Company, USA)
  • Angel’s Share (12,5%) – Barley Wine (The Lost Abbey, USA)
  • Kord Jack Daniel’s Whiskey Barrel Aged (12%) – Quadrupel (Browar Jan Olbracht Rzemieslniczy, Polen)
  • Fortunatus I: Wild Barley Wine BA (13,1%) – Barley Wine (Browar Fortuna, Polen)
  • PARAGON 2018 (13,5%) – Barley Wine (Lervig Aktiebryggeri, Norge)
  • Srogi Niedzwiedz Mead Barrel Aged (10,7%) – Imperial Stout (Browar Lakomin, Polen)
  • Bourbon County Brand Stout (15,2%) – Imperial Stout (Goose Island Beer Co., USA)

Husk at følge med på Wordenskjolds Ølklub på Facebook. Der er mange spændende smagninger.

 









Flere nyhedsfilm