www.tv-midtsjælland.dk

Nordjyske S.D. Kjærsgaard etablerer stort center for landbrugs- og entreprenørmaskiner i Ringsted

26-03-2021

Den nordjyske maskinvirksomhed S.D. Kjærsgaard har købt grund direkte ud til motorvej E20 i Business Park Ringsted.  Mandag den 15. marts godkendte Ringsted Byråd salget af den godt 15.000 kvadratmeter store grund.


”Vi glæder os til at samle alle vores sjællandske aktiviteter og etablere et topmoderne center for CASE landbrugs- og entreprenørmaskiner i Ringsted. Vi får en central placering på Sjælland, der ligger spot on i forhold til vores kunder, ligesom vi får en afgørende synlighed ud mod motorvejen,” siger administrerende direktør Palle Kjærsgaard, der er tredje generation i virksomheden.

”Med salget af endnu en grund i Business Park Ringsted, denne gang til S.D. Kjærsgaard, fortsætter den gode udvikling af erhvervslivet i Ringsted Kommune. Vi er naturligvis glade og stolte over, S.D. Kjærsgaard har valgt at bygge deres nye center i Ringsted, og jeg er helt sikker på, det er et valgt, de ikke kommer til at fortryde”, siger Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten, der mandag besigtigede den netop solgte grund sammen med Palle Kjærsgaard og salgsansvarlig Brian Steen Rolighed.

”Vi er blevet virkelig godt modtaget af Ringsted Kommune, som under vores første telefonsamtale straks tilbød os at kigge forbi og se de grunde, der kunne være interessante for os. Vi oplever stor imødekommenhed og hjælpsomhed og ser frem til at fortsætte det gode samarbejde,” siger Palle Kjærsgaard.

I øjeblikket er et arkitektfirma i fuld gang med at projektere og tegne bygningerne, der skal danne rammen om det nye CASE-center. Det er planen at påbegynde byggeriet efter sommerferien. I den første halvdel af 2022 forventer Kjærsgaard at tage centeret i brug.

S.D. Kjærsgaard arbejder med salg og service af landsbrugs- og entreprenørmaskiner til landmænd, entreprenører og kommuner. Virksomheden beskæftiger 85 medarbejdere fordelt på fem lokationer i hele landet. Kjærsgaard har mere end 30 servicebiler fordelt fra Skagen til Bornholm. Virksomheden har p.t. én afdeling på Sjælland i Karlslunde, hvorfra aktiviteterne nu flyttes til Ringsted.

Erhvervsområdet Business Park Ringsted er på 136 ha svarende til 1.360.000 kvadratmeter. Det ligger med frit udsyn til motorvej E20 tæt på afkørsel 35. 52.000 biler passerer hver dag området på motorvejen, hvilket gør virksomhederne i Business Park Ringsted både synlige og tilgængelige.

”Vi oplever i øjeblikket stor interesse fra flere forskellige typer virksomheder, der har fået øjnene op for mulighederne i Business Park Ringsted. Ud over facadegrundene ud til motorvejen, kan vi tilbyde nogle meget store grundstørrelser, man ikke finder mange steder i Danmark,” siger Brian Steen Rolighed, der uden at røbe for meget godt tør love, der er flere handler på vej.

/Pressemeddelelse Ringsted Kommune









Flere nyhedsfilm