www.tv-midtsjælland.dk

En anderledes men hyggelig juletræstænding

20-11-2020

Fredag præcis kl. 16.51 blev juletræet på Torvet tændt, og selvom tidspunktet var holdt hemmeligt, for ikke at folk skulle stimle sammen, så var der mange, der var mødt op dels for at hilse på julemanden, dels for at høre Ringsted Kvartetten spille julemelodier.


Der var heldigvis god plads og masser af hensyntagen på Torvet, selvom en del - især børnefamilier - var mødt op på Torvet fredag eftermiddag. Da det store, smukke træ blev tændt umiddelbart før kl. 17, var der nogle børn, der straks benyttede sig af lejligheden til at danse rundt om træet til Juletonerne fra Ringsted Kvartettens nisseorkester.

Visir glædelig jul

Ingen ved med sikkerhed hvor gammel julemanden egentlig er, men det er vist langt over 800 år. Mon der var nogen, der i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at både julemanden og hans kone i 2020 ville gå rundt iført visir og dele slikposer ud til børnene.

"Visir glædelig jul" kunne man foranlediges til at sige.

Heldigvis er vi nu så vant til at bruge værnemidler, at det ikke på nogen måde ødelagde den gode julestemning, og børnene var så begejstrede for at møde selveste hr. og fru Julemand, at de fleste af dem slet ikke ænsede visirerne.

Juletræet med sin pynt

Meget passende slog Ringsted Kvartetten julestemningen an med Juletræet med sin pynt, og så fortsatte de med alle de dejlige julesange, som publikum kunne nynne med på.

Så snart juletræet var tændt, blev det dømt til at være det smukkeste juletræ, Ringsted har haft. Og det ser virkelig smukt ud, når det står der med alle lysene og de røde julehjerter.

Trænger man til at tænke på noget andet end corona, så skal man bare gå en tur op på Torvet, hvor julelysene stråler om kap rundt omkring juletræet. Det er nærmest umuligt ikke at komme i julestemning.

Glædelig jul - som visir!









Flere nyhedsfilm