www.tv-midtsjælland.dk

Erfaren lokal erhvervsmand stiller op til Ringsted Byråd

21-10-2020

Den lokale erhvervsmand René Lund Sørensen har i dag meldt sit kandidatur til næste års kommunalvalg i Ringsted Kommune for Det Konservative Folkeparti.


René har mange års erhvervserfaring fra en direktørpost i Forstædernes Bank og Nykredit, en lang række bestyrelsesposter og drift af egen virksomhed, som han nu håber at få lov at bruge i Ringsted Byråd for Det Konservative Folkeparti.

Om sit kandidatur til byrådet udtaler René:

Jeg ønsker at gøre Ringsted til en kommune, man som borger er stolt af at komme fra! En kommune, hvor vi investerer i vores kernevelfærd, og hvor vi skaber de bedste rammevilkår for vores erhvervsliv. Hvor vi er ambitiøse for vores børn, unge og ældre og tør tage langsigtede beslutninger til gavn for kommunens borgere. Vi skal være Sjællands mest erhvervsvenlige kommune og bruge vores unikke centrale placering. På den måde sikrer vi den bedste finansiering til fremtidens velfærd og lavere skatter!"

Om valget af netop Det Konservative Folkeparti udtaler René:

Jeg er konservativ og har været medlem i mange år.
Byrådsmedlem og gruppeformand for Konservative Andreas Karlsen har på trods af sin unge alder vist sig som en meget kompetent og arbejdsom gruppeformand og leder i Ringsted.
Vi har stor politisk indflydelse, og vi får flere medlemmer løbende. Vi har en stærk ungdomsafdeling, KU, og studenterbevægelsen “Konservative Studerende”.

Konservative har leveret klare aftryk i Ringsted Kommune, senest i det vedtagne budgetforlig, hvor jeg særligt lægger vægt på, at vi frigør midler fra kommunens høje udgifter til ledelse og administration og bruger dem på kernevelfærd og skattelettelser.

Særligt på erhvervsområdet og ældreområdet, som er 2 af de områder, jeg brænder meget for, er der ingen tvivl om, at Det Konservative Folkeparti er det parti i Ringsted, der er mest fremme i sadlen og kommer med kvalificerede forslag og forbedringer. Vi vil have borgeren i fokus, ikke ideologi.
Og så må jeg bare sige som borger i Ringsted Kommune, at det er dejligt at være en del af et parti, hvor man også tør tale om, hvor pengene skal komme fra.

Andreas Karlsen, byrådsmedlem, gruppeformand og spidskandidat til kommunalvalget 2021, udtaler:

"Det er fremragende, at René ønsker at stille op til kommunalvalget for os næste år! Jeg kender René som en dygtig og ambitiøs erhvervsdrivende med hjerte for også at gøre vores kommune bedre. Fremtidens danske velfærdssamfund sikres ved at skabe grønne arbejdspladser og gode rammer for erhvervslivet, her ved jeg, at René bliver et stort aktiv for os, og jeg glæder mig til, at Ringsteds borgere kan møde ham som kandidat i forbindelse med kommunalvalget næste år.

René har et flot CV, og jeg ved fra egen erfaring, at det er tiltrængt, at vi får flere politikere ind i Ringsted Byråd der vil kæmpe for bedre vilkår for vores erhvervsliv og tør tale om hvor pengene skal komme fra
.”

/Pressemeddelelse Det Konservative Folkeparti









Flere nyhedsfilm