www.tv-midtsjælland.dk

Danmarks egen Piaf besøgte Biblioteket i Pavillonen

25-09-2020

Édith Piaf, der på et tidspunkt var blandt USA’s højst betalte sangerinder, var også en af Frankrigs mest elskede sangerinder. Hun blev født i Paris i 1915 og blev døbt Édith Giovanna Gassion. Hun gik under pseudonymet la Môme Piaf.


Hun levede et liv med rigelige mængder af alkohol og morfin. Hun var gift 2 gange, og med sin første mand fik hun datteren Marcelle, der døde af meningitis kun 2 år gammel.

Der var mange elskere i Piafs liv. Blandt andet den franske bokser Marcel Cerdan, der var gift og havde 3 børn. Mens Piaf var i USA, savnede hun Cerdan så meget, at hun bad ham flyve over til hende. Cerdans fly styrtede ned på turen. Og det var måske kendetegnende for Piafs liv, der var præget af ulykker og dødsfald. Hun døde i oktober 1963, kun 47 år gammel.

Édith Piafs musik derimod har levet videre i alle årene siden, og en del af dem blev sunget, da Kirsten Siggaard gæstede Biblioteket i Pavillonen torsdag aften.

I Jesper Kjærs danske oversættelser af Piafs sange, fremførte Kirsten Siggaard blandt andet Hotelværelset, Milord og La Vie En Rose, og første del af koncerten var dedikeret til Piaf-sangene og anekdoter om hendes liv.

Kirsten Siggaards formentlig største rolle er netop rollen som Édith Piaf, som hun spillede på Det Ny Teater for første gang i 1991. Derfor kender Kirsten Siggaard Piaf rigtig godt.

Hvis det nu ikke havde været, som det er i dag, så havde jeg sagt, at hvis I tog hinanden under armene og gyngede lidt frem og tilbage, så ville det være helt i Piafs ånd” sagde Kirsten Siggaard, lige inden hun sang La Vi En Rose.

45-års jubilæum

I år er det 45 år siden, at Kirsten Siggaard svarede på en annonce med overskriften ”Kan du synge?”. Det var Kirstens vej ind i et band, hvor hun blandt andet mødte Søren Bundgaard, og de to havde, som bekendt, stor succes.

I årene 1983 til 1990 deltog Kirsten Siggaard i Dansk Melodigrand Prix alle år, på nær i 1989.

Kirsten Siggaard har sunget stort set alle genrer i sin lange karriere, og i løbet af aftenen fik publikum fornøjelsen af sange som det kendte Patsy Cline-hit Crazy, Tommy Seebachs Under Stjernerne På Himlen, Grand Prix-hittene Det’ Lige Det og Ka’ du se hva’ jeg sa’ og Abba-hittet Thank you for the music.

Selvom det er 45 år siden, Kirsten Siggaard startede med at synge for offentligheden, står hendes stemme stadig klokkeklar. Publikum nød et par timer med dejlig musik og skønne anekdoter fra den veloplagte sangerinde, der nød at være på scenen igen i en tid, hvor de fleste arrangementer er aflyst.

Publikum blev ikke snydt

Normalt, når Ringsted Bibliotek holder koncerter under overskriften Biblioteket i Pavillonen, starter aftenen i bibliotekets lokaler, hvor der serveres bobler til gæsterne. 

Den tradition er, som så meget andet, røget ad corona til, hvilket er en skam, for det er en fin og hyggelig start på en dejlig aften.

Men publikum blev alligevel ikke snydt, for personalet på biblioteket havde pakket en lille papirspose til hver deltager, hvor der var et glas vin og en flaske vand. Det var en virkelig fin gestus, der lige fik hyggen et hak op rundt på stolerækkerne i pavillonen.









Flere nyhedsfilm