www.tv-midtsjælland.dk

Dynamisk Pop-up udstilling på Ringsted Bibliotek

09-09-2020

Normalt ser man kunstværker, når de er færdige og udstillet på galleri eller andre steder. På udstillingen ’Kroppen er et landkort’, der lige nu kan ses på Ringsted Bibliotek, kan man også følge kunstnernes arbejde med billedkunsten, inden det færdige billede hænges op.


Det er Nanna Riis Andersen og Johanne Skovbo Lasgaard, der står bag udstillingen, som både er et pop-up atelier og kunstudstilling.

Både Nanna og Johanne arbejder med kroppen og kroppens mønstre, og begge havde et ønske om dels at skabe en udstilling, dels at lave noget sammen, så denne udstilling på Ringsted Bibliotek var en oplagt mulighed for at kombinere de to ting.

Vi har værker med i dag, som vi hænger op. Så det starter sådan her” fortæller Nanna og Johanne og peger på udstillingen. De fortsætter:

Og så sidder vi så her 3 gange af 3 timer og laver nye værker, så det bliver en dynamisk udskiftning og dynamisk udstilling”.

Få indblik i processen

Idéen er, at det skal være et pop-up værksted, så det bliver en blanding mellem et atelier og en udstilling.

Vi ønsker at man får et indblik i processen” fortæller de to kunstnere, der håber at folk tør komme over og kigge på og stille spørgsmål, mens de to sidder og arbejder.

Både Nanna og Johanne er professionelle billedkunstnere, og idéen er at åbne lidt op for det og fortælle interesserede hvordan det er. Hvordan er det liv, hvordan får man det til at fungere og hvordan er processen og arbejdsgangene.

Vi er begge rimelig nye tilflyttere i Ringsted og vil gerne nå de lokale gennem billedkunst. Og prøve at møde nogle andre mennesker i byen, end dem man normalt møder i sit eget atelier eller på en udstilling” fortæller Nanna og Johanne.

Man tolker selv

Udstillingens abstrakte titel Kroppen er et landkort er i virkeligheden en metafor. Nanna og Johanne fortæller, at de arbejder i nogle mellemfelter, der måske godt kan minde om kort, oversigter eller systemer. Noget af det har måske nogle associationer eller tanker til noget, der kan være kroppen inden i – eller organiske ting. Det er man meget velkommen til selv at tolke på, når man kigger på billederne.

Vi har talt om det at studere kroppens anatomiske strukturer og mønstre og ligesom abstrahere over det. Og billederne er jo en form for abstraktion over nogle af de organiske mønstre, man finder inden i kroppen. Men også psykologisk – hvad er det, vi gemmer på i vores krop? De oplevelser vi har lagrer sig i vores celler, så det psykiske og det somatiske på en eller anden måde hænger sammen” fortæller Nanna og Johanne.

På udstillingen arbejder de med papirværker, dvs. tegning eller vandfarve på papir.

Nanna og Johanne synes det er interessant at arbejde med billedkunst, fordi man kan arbejde abstrakt med billeder, der henviser til noget, men ikke rigtig er det. Man får anslag til at det her måske er noget kropsligt, og så kan man tolke det i hver sin individuelle retning.

Dynamisk udstilling med udvikling undervejs

Udstillingen udvikler sig løbende, fordi de kan sidde og teste undervejs.

Det er test på papir, og så tester vi ophængning. Det kommer til at vokse og gro af sig selv og det er interessant at arbejde med” fastslår Nanna og Johanne.

Idéen fik de, fordi de er rimeligt nye tilflyttere i Ringsted og gerne ville have en åbning til det lokale samfund. Det bunder også i et ønske om, at man har lyst til at kommunikere og have samtaler om kunsten. Folk kommer også til at se noget af det, der normalt sorteres fra.

I kunstnerværkstedet er der jo hundredvis af ting, der bliver sorteret fra og så viser man én ting. Det bliver spændende at vise folk den proces.”

Udstillingen kan ses på Ringsted Bibliotek fra 9. september til og med 29. september. Man kan opleve kunstnerne arbejde med værkerne på udstillingen torsdag den 17. september og torsdag den 24. september, begge dage kl. 15-18.

FAKTA OM KUNSTNERNE

Nanna Riis Andersen

www.nannariisandersen.dk / nannariis@gmail.com

• Uddannet på Det Jyske Kunstakademi i 2012
• Modtog Sven Hols Legat 2020
• Udstilling nu – fra 21. august – 19. september:
   ”You Hide It So Well”
   SIRIN Gallery, Gl. Kongevej 103, 1850 Frederiksberg

Johanne Skovbo Lasgaard
www.johannesskovbolasgaard.com / lasgaard@gmail.com

• Uddannet MFA Det Kongelige Danske Kunstakadem
• Repræsenteret hos Marie Kirkegaard Gallery
• Udstilling ”The Travel In Space”, præmieret af Statens Kunstfond

 









Flere nyhedsfilm