www.tv-midtsjælland.dk

Gamle fingre og rockspøgelser

02-08-2020

Det er heldigvis ikke kun gratis koncerter, der trækker publikum til SommerRock i Ringsted.


Fredag aften havde Club Hot Circle arrangeret en ekstra omgang SommerRock. Denne gang var billetterne ikke gratis, som de er til onsdagens SommerRock-arrangementer, men kostede den beskedne sum af 50 kroner pr. billet.

Det afskrækkede heldigvis ikke publikum, og på forhånd var der solgt 322 billetter. I løbet af aftenen blev der også solgt en del billetter ’i døren’, så der var mange – men ikke for mange – publikummer til at tage imod de to bands Oldfingers og The Rocking Ghosts.

The Rocking Ghosts fortalte, at de ikke har været ude og spille siden februar måned, og det var to veloplagte bands, der slog tonerne an til en masse velkendt musik, som publikum kunne synge med på. Hvis ikke det havde været forbudt pga. corona-situationen, så var der formentlig også adskillige, der havde taget en glad swing-om undervejs.

Midtbyen summede af liv og god stemning og solen skinnede fra en stort set skyfri himmel. Vejret er ikke bare et spørgsmål om korrekt påklædning. Stemningen stiger med adskillige grader, når solen får luften til at gøre det samme.

På onsdag er der igen SommerRock på plænen foran Sct. Bendts Kirke. Horsepower og Blodets Bånd spiller og det er gratis at deltage, men på grund af myndighedernes retningslinjer for lukkede områder med siddende gæster, kræves der billet.

Billetter kan bestilles via Facebookbegivenheden her.

 

 









Flere nyhedsfilm