www.tv-midtsjælland.dk

70 km på cykel til SommerRock

30-07-2020

Nogle mennesker kigger ud af vinduet og beslutter sig for at blive hjemme fra SommerRock, fordi vejret minder mere om efterår end om en sommeraften. Andre bruger 4 timer på at cykle 70 km i modvind for at komme fra København til Ringsted netop fordi der er SommerRock onsdag aften.


Sheila Rasmussen og hendes kæreste Anders Haugaard Jørgensen hører til den sidste kategori. På trods af det ikke særligt sommeragtige vejr onsdag, tog de turen fra København til Ringsted for at høre den 5. udgave af SommerRock i Ringsted.

Nu er det ikke fordi Sheila og Anders bare er så inkarnerede rockfans, at de cykler land og rige rundt, hver gang der er en by, der har rock på programmet. Men Sheila har en helt særlig tilknytning til aftenens første band – De Kåde Kustoder. Bandets bassist, Arne Rasmussen, er nemlig Sheilas morfar, og derfor havde Sheila aftalt med blandt andet sin mor Siff og sin mormor Birgit at være blandt publikum, når Arne og resten af De Kåde Kustoder åbnede aftenens SommerRock i Ringsted.

Cykelturen var i øvrigt nærmest en slags opvarmning for Sheila og Anders, for i slutningen af august drager de ud på en cirka 250 km lang cykeltur til Flensborg.

Lokale bands

Aftenens to bands – De Kåde Kustoder og The Hicks – er begge lokale bands.

De Kåde Kustoder består af Carsten Svendsen (kapelmester), Arne Rasmussen, Carsten Nøhr og Michael Christiansen. Det er fire ’gamle’ Ringsted-drenge, der alle har været med i grupper fra de glade 60’ere og 70’ere, blandt andet det populære band Teenmakers.

Mogens Mathiesen, Niels Jacobsen, Kim Hilmar og Klaus Johansen fra The Hicks har tilsammen mere end 186 års banderfaring og gruppen har eksisteret siden 1995.

De to bands, der er meget forskellige, leverede begge fed rockmusik og skabte den helt rette rock-stemning på pladsen foran scenen, hvor der heldigvis var mange, der trodsede vejret.

De frivillige bag arrangementet

Det kræver noget at stable et arrangement som SommerRock i Ringsted på benene. Der er meget, der skal gøres både før, under og efter. Og når vejret ikke rigtig er samarbejdsvilligt, så er der ekstra arbejde til de frivillige, der onsdag, inden koncerterne startede, blandt andet måtte tørre vand af samtlige bænke på pladsen foran scenen.

Derfor kom Jørgen Billing med en særlig tak til de frivillige, da han bød velkommen til aftenens SommerRock i Ringsted.

Jeg vil godt sige tak til alle vores fantastiske, dygtige, søde og hjælpsomme frivillige. Uden dem var det ikke muligt at holde SommerRock i Ringsted. I gør en fantastisk indsats, så tak til jer” sagde Jørgen Billing.

Næste Rock-arrangement er allerede fredag

Allerede på fredag kan man glæde sig over næste rock-arrangement i Ringsted. Kl. 19 spiller The Rocking Ghosts på scenen foran kirken. Denne gang er koncerten ikke gratis, men billetter kan erhverves for kun 50 kr. pr. stk.

Der er dog ikke mange billetter tilbage, så hvis man er interesseret, skal man skynde sig at booke sin billet her. Til gengæld ser vejrudsigten forrygende ud. Der er sol og 23-24 graders varme på meteorologernes skema for fredag aften.

Og onsdag den 5. august er der SommerRock i Ringsted igen. Her spiller Blodets Bånd og Horsepower. Koncerterne er gratis, men billet er påkrævet. Den kan erhverves her.









Flere nyhedsfilm