www.tv-midtsjælland.dk

Sønderjysk pigtråd med rødder i Ringsted

23-07-2020

Det fremgik ikke tydeligt af aftenens optræden ved SommerRock onsdag aften, at Group Busstop har en gennemsnitsalder på 69,5, men det siger de selv, at de har, og så må man jo alligevel tro på det!


Med et musikalsk repertoire fra de glade 60’ere og 70’ere, leverede Group Busstop en fantastisk koncert med en perlerække af pigtrådsmusik, de fleste kunne synge med på.

Som traditionen efterhånden sig byder, var der en fantastisk stemning på pladsen foran den smukke Sct. Bendts Kirke, og med blandt publikum var en bilfuld af trofaste fans fra Sønderjylland, der lagde vejen forbi SommerRock og SummerDays i Ringsted.

En af aftenens sange var Beatles-hittet Nowhere Man, og mens bandet sendte tankerne til en vis amerikansk præsident, sang de ”He’s a real nowhere man, sitting in his nowhere land, making all his nowhere plans for nobody”.

Rødder i Ringsted
Group Busstops sanger og perkussionist Frank Hansen kommer oprindelig fra Ringsted. Han var medlem af det populære band Teenmakers, der blev kaldt Danmarks Hollies på grund af deres melodiøse flerstemmige beat.

Bandet udgav kun få plader, men var et meget populært liveband. Den 30. januar 1966 vandt de Sjællandsmesterskabet i Pop og senere – den 26. februar samme år – vandt de Danmarksmesterskabet.

I 1969 spillede Teenmakers i Israel, hvor også Lars Muld og bandet Daisy spillede. Begge bands røg i fængsel for at ryge hash. Der sad de i 4 dage, inden de blev løsladt igen.

Arne Rasmussen, der spillede bass i Teenmakers, var blandt publikum ved onsdagens SommerRock koncert, og det samme var Karin Rasmussen, der var gift med Arnes bror.

Jeg hørte dem på Hotel Casino, da jeg ikke var ret gammel, og derhjemme stod jeg og optog dem på den kassettebåndoptager, jeg købte for mine konfirmationspenge” fortalte Karin Rasmussen, som nød koncerten og den gode stemning.

 

 









Flere nyhedsfilm