www.tv-midtsjælland.dk

Ringsted Kommune ansætter erfaren leder som stabschef for Jura, Digitalisering og IT

05-07-2020

Ringsted Kommune ansætter Hanne Lindholm i den ledige stilling som stabschef for Jura, Digitalisering og IT.


Hanne Lindholm kommer fra en lignende stilling i Frederiksberg Kommune som stabschef for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsområdet. Hun har solid ledelseserfaring fra det offentlige, hvor hun har været leder på forskellige niveauer i næsten 20 år.

Gitte Løvgren, som bliver referencedirektør for Hanne Lindholm, glæder sig til det kommende samarbejde. Hun siger:

”Hanne kommer med en bred og solid ledelseserfaring fra det offentlige og besidder de kompetencer, vi har været på udkig efter. Hun kan sikre, at den daglige og stabile drift vi har på IT-, digitaliserings- og juraområdet kan gå hånd i hånd med en ambitiøs udvikling vi er i gang med inden for området. Jeg glæder mig meget til samarbejdet.”

Hanne Lindholm siger om forventningerne til det nye job:

” Jeg vil glæde mig til at stå i spidsen for Staben (Jura, Digitalisering og IT), og sammen med kompetente og motiverede kolleger internt i Staben og på tværs af kommunen være garant for såvel den sikre drift som den fortsatte udvikling. Jeg ser frem til, at jeg hurtigt kan videreføre den transformation, der er sat i gang på IT og digitaliseringsfronten og være med til at sikre den optimale juridiske understøttelse i Ringsted Kommune. Jeg glæder mig til det nye samarbejde.”

Hanne Lindholm er 50 år og bor privat i Ejby ved Køge. Hun tiltræder stillingen i Ringsted Kommune den 1. august.

/Pressemeddelelse Ringsted Kommune









Flere nyhedsfilm