www.tv-midtsjælland.dk

Frivillige i Stop Spild Lokalt: Vi kan slet ikke undvære det!

05-07-2020

Syv dage om ugen henter frivillige fra Stop Spild Lokalt (Ringsted) madvarer hos en række af byens supermarkeder.


(Se film i bunden af artiklen!)

Det er mad, der af en eller anden grund ikke sælges i butikkerne. Frugt og grønt, der måske er blevet stødt eller fødevarer, der er udløbet på ”Mindst holdbar til” datoen. Det er alt sammen madvarer, der sagtens kan komme til glæde og gavn hos andre, men som supermarkederne ikke må eller vil sælge længere.

Turen går dagligt mellem Dagli’ Brugsen Høm, Fakta Huginsvej, Fakta Jyllandsgade, SuperBrugsen Nørretorv og Fakta Benløse, og i butikkerne er de glade for at kunne støtte et godt lokalt formål.

Vi nedskriver det alligevel, og om vi skal smide det op i en vogn, vi skal køre ud og smide i skraldespanden, eller vi skal sætte det ind i kølerummet, det giver det samme, så det giver ikke ekstra arbejde” fortæller Christian fra Fakta i Jyllandsgade.

Fødevarestyrelsens krav skal overholdes
Når man indsamler madvarer og videreformidler dem, som Stop Spild Lokalt (Ringsted) gør, så har Fødevarestyrelsen udstedt en række krav, der skal overholdes.

Allerede når varerne hentes i butikkerne, sorteres de, inden de kommer i bilen. Alle kølevarer skal lægges på køl.

Der er altid kølekasser og køleelementer med på turen” fortæller Claus Risager Hansen, der er foreningens ansvarlige for afhentning af varer.

Når varerne ankommer til udleveringsstedet LADEN på Eriksvej 2, skal de registreres. Her står et par frivillige klar til registrering og finsortering.

Der registreres hvilken type vare, det er, hvilken slags vare inden for typen, og hvilken butik varen kommer fra. Lot.nummeret skal registreres, således at man kan spore varen, hvis den af en eller anden årsag bliver tilbagekaldt fra producenten.

Hjælper hinanden til en sundere livsstil
En stor del af de varer, der hentes hos supermarkederne, er frugt og grønt.

Hos Stop Spild Lokalt (Ringsted) har de erfaring for, at udlevering af mad kan påvirke folk med små midler, så de faktisk får en sundere livsstil.

Under corona-lockdown var Laden lukket ned, men der blev udleveret akutpakker. Folk kom og hentede i små grupper på 5-6 personer ad gangen, og der blev udleveret cirka en gang om ugen. Lige omkring 100 familier blev hjulpet i coronatiden.

Hver af de små grupper fik sin egen lukkede Facebookgruppe, og derinde opstod en masse venskaber. I de små grupper begyndte folk at dele opskrifter og madbilleder med hinanden, udtrykke deres glæde over at modtage mad og inspirerede hinanden til at prøve nye ting – primært med grøntsager. Så fra at give børnene sandwich med hvidt toastbrød og en skive ost til frokost, er der nu flere, der serverer sundere mad med grøntsager.

Venskaber knyttes blandt de frivillige
Det er ikke kun brugerne af Stop Spild Lokalt (Ringsted), der knytter venskaber. Det gør de frivillige også.

Blandt os frivillige er der også opstået venskaber på kryds og tværs. Vi har det jo megasjovt” fortæller Claus Risager Hansen og tilføjer, at ”Jeg kan jo ikke undvære det i dag”.

Claus’ kone Mette Risager Hansen var – sammen med foreningens formand Annika Kallsgarð Oht – med til at starte foreningen op, og selvom Claus i begyndelsen bedyrede, at de nok ikke skulle regne med ham, så er han i dag en meget aktiv del af frivilligkorpset. Claus kører typisk ud og henter varer 5 dage om ugen, og er ansvarlig for at uddelegere kørslen de 2 andre dage.

Foreningen har lidt over 30 frivillige ildsjæle, der er fast engageret i arbejdet. Derudover er der et korps af folk, der hjælper til ved de store uddelinger omkring jul og påske. Annika Kallsgarð Oht har også ind imellem nogle flygtninge med, der hjælper til med registrering af varerne.

Så der er mange timers arbejde forud for, at brugerne kan komme og hente mad 3 gange om ugen i Laden. Men det er timer, som både frivillige og brugere sætter stor pris på og har stor glæde af.

Brugere på 4 ben
Det kan naturligvis ikke undgås, at noget af det frugt og grønt, som foreningen får ind, ikke egner sig til at give videre til mennesker. Der er ikke udlevering hver dag i Laden, og nogle varer kan ikke tåle at vente med at blive brugt.

De varer går heller ikke til spilde. Når de er sorteret fra, så kører Claus ud til Laura på Næstvedvej, og her får Lauras høns og smågrise glæde af varerne. Laura er også frivillig i Stop Spild Lokalt (Ringsted).

Og vi skulle hilse og sige fra Lauras grisebasser, at de er vilde med Stop Spild Lokalt (Ringsted)! Men det fremgår vist også tydeligt af filmen.

Udlevering 3 gange om ugen

Laden på Eriksvej 2 har åbent 3 dage om ugen. Det er tirsdag kl. 15, torsdag kl. 18.30 og søndag kl. 16.

OBS! Der er ferielukket i Laden i uge 30, 31 og 32.

Følg Stop Spild Lokalt (Ringsted) på Facebook her, og hold dig opdateret på nyheder og vigtige meddelelser i forbindelse med udlevering.

 









Flere nyhedsfilm