www.tv-midtsjælland.dk

Så var der tråd!

01-07-2020

Sticky Fingers er ikke kun noget, man kan få, når man bruger meget håndsprit. Det er også et dansk Rolling Stones kopiband, der spiller under mottoet "It's only Rock'n'Roll ... but we like it ...".


Onsdag kl. 19 slog Sticky Fingers guitarstrengene an og startede den første SommerRock-koncert på plænen foran Sct. Bendts Kirke.

Koncerten, der var arrangeret af Club Hot Circle og Oplev Ringsted, var den første af mange rockkoncerter, der afholdes onsdage i juli og august måned. Koncerterne er gratis, men på grund af corona-situationen, kræves der tilmelding. 400 billetter var sat 'til salg' til koncerten med Sticky Fingers, og de var hurtigt væk.

Den fede tråd trak flere publikummer til, og dem, der ikke havde fået billet, hørte med fra Torvet og pladsen mellem Torvet og plænen. Det hele foregik efter myndighedernes anvisninger, og der var masser af håndsprit ved indgangen.

Inde på selve koncertområdet blev der solgt drikkevarer fra ølvognen, og uden for området kunne der købes pandekager fra Tutten og en 'hotter' fra pølsevognen.

Mørke skyer hang faretruende over Sct. Bendts Kirke under koncerten, men det holdt tørt indtil 15 minutter før koncerten sluttede. 

Summer Days byder på meget mere underholdning på koncertpladsen foran kirken. På lørdag er der SommerJazz med Chris Tanner og næste onsdag kan børnene opleve SommerSjov med Stine Michel og EventyrOrkestret, mens de voksne kan høre mere fed tråd med 5 Eiffel og Yes2Day. Se hele programmet på Oplev Ringsteds facebookside her.

 

 









Flere nyhedsfilm