www.tv-midtsjælland.dk

Corona krise kan forsinke den ny Storstrømsbro

25-03-2020

Vejret var i dag oplagt til en flyve tur med vores drone. Denne gang to vi til Masnedø hvor det nye byggeri med den nye Storstrømsbro er i gang. Men nu kradser krisen blandt de italienske medarbejdere .

Byggeriet af den nye Storstrømsbro, som skal forbinde Sjælland og Falster via Masnedø, kan risikere at blive forsinket på grund af den nuværende coronakrise.

Det oplyser pressetalsmand for konsortiet Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV), Christian Lemvigh. Krisen vanskeliggør allerede arbejdet for de cirka 120 kontoransatte ved byggeriet. For ligesom resten af Danmark arbejder store dele af de ansatte hjemmefra, mens et fåtal sidder på enkeltmandskontorer og tilser selve byggearbejdet.

- På selve byggepladsen er folk helt efter planen i gang med arbejdet, men de holder selvfølgelig noget mere afstand, siger Christian Lemvigh.

Men hvis den nuværende situation med coronavirus fortsætter, risikerer konsortiet at mangle mandskab eller materialer til at bygge den cirka fire kilometer lange bro, der vil blive Danmarks tredjestørste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

- Som det er lige nu, så klarer vi det og arbejder videre. Men på et tidspunkt løber vi tør for enten materialer eller mandskab, siger Christian Lemvigh og fortsætter:

- Vi skulle have haft nogle nye medarbejdere fra Italien herop, så vi rigtig kunne komme i gang med produktionen. Der er kommet nogle stykker, men der er også nogle, som er blevet hjemme. Hvis det fortsætter meget længere, så begynder det selvfølgelig at få en konsekvens.

Det drejer sig blandt om en ny specialkran, der skal bruges til at flytte store elementer på byggepladsen.

- Meget konkret har vi fået en kæmpekran, som skal være ude på vandet – alt materialet er her, men der skulle være cirka 15 folk heroppe for at betjene den meget specialiserede maskine. Det er ikke mange folk, men det er specialister, og hvis de stadig er i Italien, så begynder det at se svært ud, siger Christian Lemvigh.

- Vi er dog ikke klar til at bruge kranen, så vi mangler dem ikke lige nu, men hvis de ikke er her om tre måneder, så har vi et problem, tilføjer han.

Ansatte kan ikke rejse hjem

Det er dog ikke kun situationen i Italien, som på nuværende tidspunkt betegnes som det europæiske epicenter for coronavirussen, der kan få konsekvenser for byggeriet.

- Hvis vores forsyningskæde bliver afbrudt, kan det få konsekvenser. Der sætter fantasien næsten kun grænser for, hvad der kan ske. Vi får cirka 100 lastbiler om dagen på byggepladsen, og hvis en vognmand finder ud af, at tre af hans chauffører er smittet og ikke kan arbejde, så kan det forstyrre noget i vores produktion, siger Christian Lemvigh.









Flere nyhedsfilm