www.tv-midtsjælland.dk

Nyt erhvervsnetværk ser dagens lys-

20-01-2020

Nyt erhvervsnetværk ser dagens lys

Kan man bruge haven og naturen til at hjælpe psykisk sårbare og mennesker med stress og depression? Ja mener flere psykoterapeuter, naturterapeuter og naturvejledere, som i december mødtes for at være med til at tage det første spadestik til et nyt netværk. Netværket er for alle, som arbejder med og bruger naturen som ramme for rehabilitering, undervisning og sundhedsfremme.

Formålet med netværket er først og fremmest, at medlemmerne kan bruge hinandens viden og ressourcer til at skabe kendskab til hinanden og skabe synlighed og viden om, hvad det er, de arbejder med, og hvem de kan hjælpe.

Ella Hilker er uddannet sygeplejerske og er leder af foreningen Haverefugiet gennem 9 år. Hun er sammen med naturvejleder Tonie Bjørneskov og Sorø Erhverv initiativtager til det nye netværk. Hun siger

- Forskningen har for længst dokumenteret, at naturen er en virksom ramme for rehabilitering og læring og bevarelse af sundhed. Så der er bestemt nye muligheder for en grøn erhvervsudvikling gennem nye virksomheder. Dét vi har savnet, måske ud over mod, er viden på det erhvervsmæssige område. Derfor er det er det dejligt at få respons og hjælp til netværket fra Sorø Erhverv. Men også Sorø Kommunes seriøse tiltag med Verdensmålene har været en opmuntring til at gå i gang med netværket nu, og naturen er der jo særligt i vores Kommune – lige til at bruge.

Mere fokus på sundhed og trivsel

Netværket bliver det femte i rækken af forskellige erhvervsnetværk, som Sorø Erhverv faciliterer. Erhvervschef Laila Carlsen siger:

- Her har vi en gruppe af stærkt faglige og engagerede sociale entreprenører, som opererer i et felt mellem faglighed og frivillighed, hvilket kan skabe nogle udfordringer specifikt for dem i forhold til at drive en forretning. At samle deres kræfter i netværk kan hjælpe dem med at blive skarpe på deres ydelser og produkter, hvem det er, de kan hjælpe og ikke mindst, til hvilken pris.

Erhvervschefen ligger heller ikke skjul på, at det er et område, som er prioriteret.

- Med netværket ønsker vi også at støtte en gruppe mennesker, der arbejder med sundhed og trivsel, bl.a. fordi det er et af de Verdensmål, som vi i Sorø Erhverv og Sorø Erhvervsudviklingsråd har fokus på, og som ligeledes er et af de mål, Byrådet valgte at medtage i Vision 2022.

Netværket er stadig i opstartsfasen, og på det første rigtige møde den 3. februar vil en del af tiden også blive brugt på at diskutere netværkets kodeks, fremtidige mødedatoer samt indhold.

For mere information og tilmelding kontakt erhverv@soroe.dk eller Erhvervschef Laila B. Carlsen på 20 26 50 81.









Flere nyhedsfilm