www.tv-midtsjælland.dk

Masser af ønsker på det smukke Ønsketræ

01-12-2019

Mødrehjælpens smukke Ønsketræ står nu færdigpyntet hos Bog & Idé i Sct. Hansgade – klar til at blive ’plukket’ for ønsker.


Det smukke træ, der er sponseret af Søren Paludan fra Kærehave Skov, har et meget personligt udtryk i år, for alle kortene, hvor ønskerne er noteret på, er lavet af børn fra Asgård Skoles SFO.

Børnene har fået nogle rigtig gode snakke om, hvad det vil sige at være mindrebemidlet i Danmark” fortæller Lene Bolgan fra Mødrehjælpen Ringsted Lokalforening.

Så udover at børnene har dekoreret de flotte julekort, så har der også været noget god læring ind over.

På baggrund af de indkomne ansøgninger, har Mødrehjælpen Ringsted Lokalforening lavet en økonomisk vurdering, og det har resulteret i, at der på træet hænger 78 ønsker. Desuden kommer der 45 ønsker på det Ønsketræ, der bliver sat op i Sorø mandag.

Der er lavet en økonomisk vurdering. Der er 78 i Ringsted og 45 i Sorø. Træet i Sorø bliver åbnet i morgen.

Voksenvenner i Ringsted har været med til at koordinere og formidle, både i Ringsted og Sorø.

Og hvis ikke man har nået at søge om at få et ønske på Ønsketræet, så kan man stadig nå det, hvis man kontakter Mødrehjælpen Ringsted Lokalforening.

Søger man hjælp, har man brug for hjælp – det har altid været Mødrehjælpens motto” siger Lene Bolgan og påpeger, at det ikke kun er kvinder, der kan søge om hjælp.

Sidste år var der 100 ønsker på træet, der både dækkede Ringsted og Sorø. Alle ønsker blev opfyldt, og alle gaver blev hentet. Lene Bolgan er ikke i tvivl om, at det også bliver en stor succes i år. Mens Lene stod og pyntede træet, kom et par damer forbi og ville vide, hvornår de måtte begynde at opfylde ønsker.

Træet står i Bog & Idé frem til den 18. december, hvor gaverne uddeles. Og så længe der er ønsker på træet, lige så længe kan man opfylde ønsker frem til den 18.

Sådan donerer du et gaveønske i Mødrehjælpens lokalforening:

1) Tag et hjerte fra Ønsketræet hos Ringsted Bog & Ide
2) Køb gaveønsket
3) Aflever gaven i Bog & Ide-Ringsted, sammen med hjertet, for at gaven kan finde tilbage til sit rette ejerbarn
4) Nyd at du nu har gjort en kæmpe forskel, for et barn i dit nærområde

Gaverne bliver efterfølgende hentet af aktivitetfrivillige, fra Mødrehjælpen Ringsteds lokalforening, og videreformidlet til de forældre, som har søgt på vegne af deres børn.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm