www.tv-midtsjælland.dk

Børn fra Nordbakkeskolen illustrerer klimatilpasning

11-11-2019

Mandag eftermiddag holdt Ringsted Forsyning og Nordbakkeskolens 4.a og 4.b fernisering på Ringsted Bibliotek med en udstilling af børnenes fortolkninger af vandets kredsløb.


Sadik Topcu, Børne- og Undervisningsudvalget Ringsted Kommune, roste børnenes arbejde, da Ferniseringen åbnede mandag eftermiddag kl. 16, og sagde i sin velkomsttale:

Jeg vil takke 4.a og 4.b for at tage mod tilbuddet fra Ringsted Forsyning om at undersøge vandet, for Ringsted Forsyning er meget interesseret i at udbrede viden om klima, vand, spildevand, varme mv til jer. De tror på, at de på den måde kan bidrage med at udbrede kendskabet til vores økosystem og klima og passe rigtig godt på det i fremtiden.

Fulgte vandets vej
I slutningen af september var eleverne fra 4.a og 4.b på Nordbakkeskolen på gåtur med Ringsted Forsyning.

De startede på Torvet, hvor de fik lov til at smide bordtennisbolde i bassinet, så de kunne følge boldenes vej i vandet.

Turen gik via den snoede å og bassinet i Klosterlunden til Ådalen, så børnene kunne gå vandets vej og få en fornemmelse af, hvordan Ringsted Forsyning håndterer regnvandet.

Vi har fortalt dem om, hvad klimaforandringer er, og hvorfor vi separatkloakerer” fortalte Sofie Amalie Malm fra Ringsted Forsyning.

Undervejs fik børnene opgaver, hvor de skulle svare på spørgsmål om turen. De skulle også tælle brædderne på broen over hovedbassinet ved Ådalen, hvilket de syntes var sjovt.

De var ret dygtige” konstaterede Sofie Amalie Malm.

Invitation fra Ringsted Forsyning
Natur- og Tekniklærer Sussi Hjelmgaard fra Nordbakkeskolen fik tidligere på året en henvendelse fra Ringsted Forsyning om læringsdage for 4. klasser.

Vi skulle alligevel lave noget om vandets kredsløb, så jeg sagde ja, selvom jeg først havde forestillet mig, at det skulle være til foråret” sagde Sussi Hjelmgaard, der først har fået 4-klasseseleverne i august måned.

Det er en stor mundfuld at gå i gang med et kreativt og praktisk projekt, når man ikke kender børnene bedre, så var lige på og hårdt for dem” fortalte Sussi.

I 4 uger efterfølgende arbejdede børnene med projektet i 3 lektioner om ugen.

Vandets tre tilstandsformer
Vi har arbejdet med vandets tre tilstandsformer. Flydende, som gasart og som is. Vi har fulgt vandets vej gennem Ringsted. Og efterfølgende har vi læst og talt om vandets kredsløb og børnene har fundet ud af, hvordan deres modeller skulle se ud” fortalte Sussi og supplerede med at fortælle, at det eneste krav til børnenes modeller, der nu kan ses på Ringsted Bibliotek, skulle vise vandets kredsløb” fortalte Sussi, der mener man skal udnytte, at Ringsted har en formidler som Ringsted Forsyning.

Det er vildt fedt” sagde Sussi.

Et kompliceret emne
Sussi Hjelmgaard fortalte, at det har været et kompliceret emne, så det var svært at trække børnene i gang i starten. Men mange af dem blev faktisk mere inspireret undervejs.

Der er kommet nogle ret gode resultater ud af det” konstaterede Sussi.

Udstillingen af børnenes værker kan ses på Ringsted Bibliotek frem til og med lørdag. Derefter bliver den kørt til Nordbakkeskolen, hvor den kan ses i en uge fra næste mandag.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm