www.tv-midtsjælland.dk

Udstilling om Republikkens juletræ på Ringsted Museum

05-11-2019

I det moderne Tjekkiet har man tradition for overdådigt pyntede juletræer på torve rundt omkring i både stor- og småbyerne. Men de tjekkiske traditioner har faktisk relationer tilbage til Danmark.


Derfor er det også oplagt, at det netop er i Danmark, at bannerudstillingen ”Republikkens juletræ” kan opleves første gang den vises uden for Tjekkiet. Den åbnede på Ringsted Museum & Arkiv tirsdag eftermiddag, og det er heller ikke tilfældigt, at det netop blev i Ringsted.

Ved åbningen af bannerudstillingen var der taler af den tjekkiske ambassadør i Danmark, Radek Pech, af Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten og af kvinden bag udstillingen, Hana Kraflová.

Hittebarnet
For næsten 100 år siden, nærmere betegnet den 22. december 1919, fandt den tjekkiske forfatter og journalist Rudolf Têsnohlidek et efterladt nyfødt barn, der lå skjult ved et træ i en skov nær byen Brno i det, der dengang hed Tjekkoslovakiet. Barnet var efterladt af en fattig mor, der ikke kunne brødføde sit nyfødte barn.

Pigen blev bortadopteret og fik navnet Ludmilla, men fundet af den nyfødte baby gav Rudolf Têsnohlidek idéen om at lave en indsamling for trængte børn.

Fik inspiration fra Danmark
I 1914 fik København det første offentligt opstillede juletræ, og det var det første offentligt opstillede juletræ i Europa. Træet blev brugt som blikfang for en indsamling, hvor de indsamlede midler gik til velgørende institutioner.

Rudolf Têsnohlidek kendte godt til den danske tradition og tog juletræet til Tjekkoslovakiet. Under navnet ”Republikkens første juletræ” blev det første juletræ opstillet i Brno, Tjekkoslovakiet i 1924, og formålet var en indsamling til at opføre et børnehjem for. Børnehjemmet blev, på Rudolf Têsnohlideks foranledning, opkaldt efter Dronning Dagmar, der stammer fra et tjekkoslovakisk dynasti.

Og det er via Dronning Dagmar, at udstillingen har stor relevans for Ringsted.

Men resten af historien må du en tur forbi Ringsted Museum for at få.

Udstillingen Republikkens juletræ – En rejse fra Danmark til Tjekkoslovakiet kan opleves i museets åbningstid, tirsdage, torsdage og søndage frem til 20. december. Den består blandt andet af dokumenter fra Institut for Litteraturhistorie på det Moraviske Museum, Brno Byarkiv, Dagmar Børnehjem og Det Moraviske Bibliotek.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm