www.tv-midtsjælland.dk

Center of Zealand Marathon skabte løbeglæde

07-10-2019

For andet år i træk blev Center of Zealand Marathon afholdt i Ringsted. Det er David Bredo og Benjamin Olsen, der står bag det store løb og det blev igen i år arrangeret af RIMO.


Løb skaber glæde
Det var Center of Zealand Marathon et tydeligt bevis på, da knapt 400 løbere brugte deres søndag på at knokle rundt i Ringsted på den 10,55 km lange rute. Nogle tog ruten en enkelt gang som kvartmaraton, den benhårde kerne var rundt 4 gange på maratondistancen, men langt det største felt var halvmaratondistancen, hvor deltagerne løb ruten to gange.

Der var masser af glæde ude på ruten, og selvom en del af deltagerne til tider var hårdt pressede, så var der både tid og overskud til at smile til fotografen og til at give high fives til de mange officials, der stod ude på ruten og viste vej.

Masser af stemning
Også på Ringsted Stadion, hvor start- og målområdet lå, var stemningen forrygende.

David Bredo var dagens speaker, der – udover de praktiske informationer – havde masser af peptalk og humoristiske kommentarer til løberne, hver gang de passerede målstregen.

Mens man stod og ventede på, at løberne kom i mål, var der mulighed for at få en lille svingom til den fede musik, der bragede ud af højtalerne, og der var god mulighed for at få stillet sulten undervejs.

Det ene af løbets to velassorterede depoter – begge sponseret af Dagli’ Brugsen Høm – lå i start- og målområdet. Café Ingeborg serverede en skøn, velsmagende suppe til løberne, og tilskuerne kunne købe varme pandekager – søde eller salte – hos Tutten, der var på pladsen hele dagen.

Ros til kommunen
Hvis man kunne måle syreindholdet i lårbasserne på deltagerne, ville det formentlig være langt over det røde felt på bakken fra Ringsted Åsti op mod Bjergbakken. Af samme grund blev den af nogle af deltagerne døbt ’Dræberbakken’. Når man har kørt op ad den bakke på cykel, så bliver man ydmyg af respekt for dem, der løb op ad den – og især for dem, der forcerede ’bjergetapen’ flere gange.

Men bakken tog bestemt ikke løbeglæden fra deltagerne. De fleste var meget begejstret for ruten.

Fantastisk rute. Hils kommunen og ros dem for de smukke omgivelser” sagde en af maratondeltagerne, da han var i depot efter første runde.

Og det var ikke bare de smukke omgivelser, der blev rost, men også rutens variation af sti, asfalt, by og natur. Især turen forbi køerne ved Ringsted Kasernepark, Ringsted Åsti og igennem Lystanlægget gav en masse skønne billeder på nethinden, og som en deltager ganske enkelt sagde, så var det en ”Super tur”!

De uundværlige
At stable sådan et stort løbsarrangement på benene kræver en masse arbejde, både før, under og efter.

Det var simpelthen slet ikke muligt med sådan et arrangement her, hvis ikke vi havde vores sponsorer og frivillige” fortalte Benjamin Olsen, der er meget taknemmelig for, at Rombyg, RIMO, Dagli’ Brugsen Høm og Gittes Skiltecenter sponserede løbet.

Cirka 60 frivillige hjalp til i løbet af dagen. Udover dem, der udleverede numre, tog imod eftertilmeldinger og sørgede for, at alt fungerede på selve pladsen, så var der alle dem, der var ude på ruten. De mange officials sørgede for, at ingen løb forkert undervejs og hver af de tre distancer havde en cyklist i front og en som bagtrop.

Klub 100, 200 og 300
Blandt maratonløbere er der tradition for, at der bliver serveret kransekage, når en løber når sit maraton nr. 100 – og derefter for hver 100. maraton man løber.

Søndagens løb var ingen undtagelse, og der blev serveret 300-maraton-kransekage.

Blandt maratonløbere er det meget attraktivt at komme med i Klub 100 maraton Danmark, og David Bredo inviterede Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten med i klubben. Henrik Hvidesten løb søndag sit 2. maraton. Det første løb han ved Center of Zealand Marathon sidste år.

Nu har du løbet 2, så mangler du kun 98” sagde David Bredo til Henrik Hvidesten og fortsatte:

Det er ét for hver af Danmarks kommuner”.

Hertil kan man så tilføje, at det – hvis det er søndagens rute, der løbes hver gang – ’kun’ er 392 gange op ad ’Dræberbakken’!

Henrik Hvidesten løb i øvrigt på en super tid og nåede sit mål om at komme igennem på under 3:30. Tidsuret viste 3:28:01, da Ringsteds aktive borgmester passerede målstregen som dagens 9. hurtigste maratonløber.

Hvordan gik det med Bine?
Den 26. september bragte TV-Midtsjælland en artikel om Bine Linde Jensen, der skulle løbe sit første halvmaraton til Center of Zealand Marathon, og havde sat sig et mål om at komme i mål på 1:57.

Og hvordan gik det så med Bine?

Det gik faktisk forrygende. Bine kom i mål på 1:55:08 og endte dermed på en samlet 7. plads blandt kvinderne på halvmaratondistancen.

Det vil jeg gerne deltage i igen til næste år” sagde Bine, og det kan heldigvis godt lade sig gøre, for David Bredo fortalte, at Center of Zealand Marathon afholdes igen i 2020 – samme sted, samme tid. Det bliver den 4. oktober 2020.

Se eller gense den gode stemning fra søndagens løb på billeder eller de to film herunder.

/Heidi Taymyr

 

 









Flere nyhedsfilm