www.tv-midtsjælland.dk

Mindfulness for børn på biblioteket

10-09-2019

Tag dit barn med til en rar pause med mindfulness på biblioteket lørdag den 21. september.


Dit barn (og dig selv) kan se frem til en en behagelig og rolig pause i hverdagen, når biblioteket slår dørene op til en formiddag med mindfulness i børnehøjde.

Musicarma er mindfulness for børn fra 3-8 år og deres forældre. Forfatteren til bogen om Musicarma Claus Behrens kommer forbi biblioteket og introducerer børn og voksne til konceptet, som børn og voksne derefter afprøver sammen.  

Musicarma er en kombinationen af mindfulness-øvelser, rolig musik, remser og aktiviteter, der lægger op til mere fordybelse og nærvær og styrker dit barns opmærksomhed og koncentrationsevne. Musicarma hjælper både børn og deres forældre til at opnå et pusterum og et harmonisk familieliv med mindre stress og mere overskud i en travl hverdag.

Bogen om Musicarma-konceptet kan også lånes på biblioteket. Den består af remser, mindfulness-øvelser og aktiviteter, der skaber ro i børnenes hverdag, og som er ordnet i ni temaer. Til hvert tema knytter sig en melodi på cd'en, som I sammen kan lytte til derhjemme.

Billetter og tilmelding
Der er mindfulness for børn i alderen 3-8 år på Ringsted Bibliotek lørdag den 21. september kl. 11.00-12.00. Billetter til børn koster 25 kroner, mens billetter til forældre koster 60 kroner. Billetter til forældre koster 50 kroner, hvis du er medlem af biblioteksklubben Kult. Alle billetter kan købes på ringstedbib.dk.

HT/Ringsted Bibliotek









Flere nyhedsfilm