www.tv-midtsjælland.dk

Foredragsaften om tyrkiske gæstearbejdere

10-09-2019

Projektleder Rasmus Thorup Jensen fra Museum Vestsjælland og lokalpolitikeren Sadik Topcu gæster Ringsted Bibliotek til en foredragsaften om tyrkiske gæstearbejdere i Danmark. Det er mandag den 23. september kl. 19.00.


Fra Tyrkiet med en drøm om at finde et hjem
Ringsted Bibliotek er vært for en foredragsaften om tyrkiske gæstearbejdere. I slutningen af 1960erne kom de første tyrkiske gæstearbejdere til Danmark fra fattige landsbyer i Tyrkiet. Mændene kom først. De forlod ofte fattige egne af Tyrkiet, med håbet om at tjene penge nok til at vende hjem til landsbyen og købe et stykke jord de kunne dyrke.

Gæstearbejderne var et kæmpe bidrag til danske produktionsvirksomheder, der sukkede efter arbejdskraft. Det blev samtidig en chance for at give deres børn og børnebørn helt nye muligheder for at klare sig selv. I Ringsted kom mange fra den samme tyrkiske landsby og har klaret sig godt i arbejde og uddannelse. Men én ting er at komme hertil. Det er noget helt andet at høre til og finde et hjem.

Projektleder Rasmus Thorup fra Museum Vestsjælland fortæller om arbejdet med det sidste års indsamling af interview, fotografier, erindringscaféer og hjemmebesøg. Han vil fortælle om de mange oplevelser og dilemmaer, som er blevet delt i projektet, og om hvordan man kan bruge erindringer som en kilde til fortiden. Lokalpolitikeren Sadik Topcu kom med toget til Ringsted i 1973 og fortæller på aftenen sin personlige beretning om sin opvækst i 1970’ernes Danmark.

På Ringsted Bibliotek kan du fra den 16.-30. september opleve Museum Vestsjællands udstilling ”HJEM - fortællinger fra tre generationer tyrkere i Ringsted”, hvor fotografen Ole Jensen har været på hjemmebesøg hos syv tyrkiske familier.

Billetter og tilmelding
Foredraget om tyrkiske gæstearbejdere afholdes på Ringsted Bibliotek mandag den 23. september kl. 19.00-21.00. Der er fri adgang til foredraget, men tilmelding er nødvendig via ringstedbib.dk.

Pressemeddelelse Ringsted Bibliotek









Flere nyhedsfilm