www.tv-midtsjælland.dk

Jens fra Ringsted Fotoklub vandt FotoMarathon

09-09-2019

Klar fotoforståelse, bevidst udvælgelse af lys og skygge, en smule held og 12 velkomponerede sort/hvid billeder … det var det, der sikrede Jens Petersen fra Ringsted Fotoklub sejren til Fotomarathon 2019 i 12-timers konkurrencen.


Godt og vel 250 deltagere var med i dette års FotoMarathon, der blev afholdt den 24. august.

Konkurrencen blev – som sædvanligt – afholdt både i Fredericia og København, men for første gang blev deltagerne bedømt som et samlet felt. Da vinderne blev afsløret i midten af sidste uge, stod det klart, at Fredericia stod for størstedelen af sejrene. De vandt 2/3 af timekonkurrencerne og cirka halvdelen af emnekonkurrencerne. Jens var den eneste vinder fra København i 6-, 12- og 24-timers konkurrencerne.

Sort/hvid serie
På forhånd havde Jens bestemt sig for at lave sort/hvid billeder, men eftersom man ikke kender emnerne, før konkurrencen er i gang, er det umuligt at lægge sig 100% fast på, før emnerne er offentliggjort.

De første 6 emner får man, når konkurrencen starter lørdag formiddag, og de næste emner bliver offentliggjort hver 6. time.

Der kan jo for eksempel være et emne, der hedder ’Farverig’ eller lignende, hvor det giver bedst mening at aflevere farvebilleder” fortæller Jens, der var heldig at alle 12 emner sagtens kunne afleveres i sort/hvid.

Digitalkameraer har gjort det lidt nemmere
Før den digitale tidsalder for alvor slog igennem, så foregik FotoMarathon på den måde, at man måtte tage det antal billeder, der var emner til – altså 12 billeder i 12-timers konkurrencen. Man tog 12 billeder, og man afleverede 12 billeder.

I dag må man tage så mange billeder, man vil. Jens tog temmelig mange billeder og sorterede i dem, og det må man gerne. Men man må kun aflevere det antal billeder, der svarer til den konkurrence, man deltager i, og de skal ligge i rigtig rækkefølge og jpeg-format på hukommelseskortet.

Man må også redigere billederne alt det man vil, men kun så længe man redigerer dem i kameraet. Man må ikke redigere dem på computer eller i nogen form for App til smartphone.

Tilfældighedernes spil
Hvis man skal vinde en af konkurrencerne i FotoMarathon, så kræver det, at man har talent, for konkurrencen er rigtig hård. Og Jens har før bevist, at han har talent, for da han deltog i FotoMarathon første gang, vandt han et af emnerne, og anden gang blev han placeret i top-3 i 12-timers konkurrencen.

Men man må også gerne være en lille smule heldig undervejs. Jens, der gik rundt med en kammerat i alle 12 timer, fik en idé til billede nr. 7 – gennemsigtig, da han så et glasparti ved en port. For at tjekke lyset ud fra alle vinkler, gik han gennem porten, og der så han en kvinde stå og pudse glas i en udendørs bar.

Det gav pludselig en helt anden mulighed, end den Jens først havde forestillet sig. Havde det emne ligget tidligere på dagen, havde kvinden ikke stået og pudset glas, og på den måde er det ofte tilfældighedernes spil, der afgør, hvilket motiv deltagerne ender med at få i kassen.

De 12 emner
Da dommerne offentliggjorde Jens som vinder af 12-timers konkurrencen, var det med ordene:

Vinderen stikker klart ud. Især i de første 5 billeder styrer og udvælger fotografen, hvad vi som publikum skal se. Der er en klar forståelse og bevidst udvælgelse af lys og skygge – og hvad vores øjne skal fange og drages imod. Teknisk er alt i bedste orden, men vi kunne godt ønske os, at der ikke i 3 tilfælde var blevet brugt højformat, fordi det forstyrrer flowet i serien. Vi er rigtig begejstrede for dynamikken i billederne generelt. Kæmpe tillykke med førstepladsen.”

De 12 emner var:

Emne nr. 1: En god start på dagen
Emne nr. 2: Turistattraktion
Emne nr. 3: Street art
Emne nr. 4: Et åndehul I byen
Emne nr. 5: Dagens vejrbillede
Emne nr. 6: Skulpturen I byen
Emne nr. 7: Gennemsigtig
Emne nr. 8: Kontraster
Emne nr. 9: Huset fyldt med historie
Emne nr. 10: Udstillingsvindue
Emne nr. 11: Lækkert design
Emne nr. 12: Abstrakt

Jens vandt en Tamron værdikupon på 5.000 kroner til Photografica, og værdikuponen bliver snarligt omsat til et Tamron 70-210 objektiv.

Læs meget mere om FotoMarathon her.

Ringsted Fotoklub
Jens er et af de aktive medlemmer i Ringsted Fotoklub. Han sidder både i bestyrelse og aktivitetsudvalg og har været medlem i 5 år.

Og det er en klub, der altid gerne vil have flere medlemmer.

Der er plads til alle – også med hensyn til udstyr” siger Jens og fortæller, at de både har medlemmer med kompaktkameraer og medlemmer med spejlreflekskameraer. De har medlemmer, der fotograferer meget og nogle, der fotograferer lidt. Der er medlemmer, der har fotograferet i årevis, og medlemmer, der stort set lige er begyndt at interessere sig for foto. Alle er velkomne i Ringsted Fotoklub.

Klubben holder til i Kulturhuset i Søgade og mødes hver mandag i lige uger. De inspirerer hinanden ved blandt andet temaafleveringer og ture ud af huset.

Hvis du har lyst til at blive medlem af Ringsted Fotoklub – eller høre mere om klubben, så klik her.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm