www.tv-midtsjælland.dk

Naturens Dag i Vrangeskov

08-09-2019

Under temaet Mærk Naturen blev Naturens Dag afholdt over hele landet søndag den 8. september med det formål at åbne naturen for børn og voksne.


I Ringsted Kommune blev Naturens Dag markeret ved Søsportshjørnet ved roklubben, i Kværkeby Fuglereservat og i Vrangeskov.

TV-Midtsjælland var forbi Vrangeskov, hvor børn og voksne kunne se, prøve og opleve et hav af forskellige aktiviteter. De kunne køre i hestevogn og på mountainbike, spille naturbingo, lave pizza og træperler over bål, snitte blyanter, sejle kano, klatre i træer, prøve udendørs yoga, skyde et virtuelt dyr. Ringsted og Omegns Jagtforening stegte vildtpølser og Café Ingeborg havde taget kage, kaffe og kolde drikke med.

Der plejer at komme et par hundrede i løbet af dagen” fortalte Ringsted Kommunes grønne guide Lars Berndt. Og et par hundrede har der i hvert fald været forbi, for der kom hele tiden nye til, der gerne ville have en masse god inspiration til oplevelser i naturen.

På alder med Dronningen
Det var ikke kun børnefamilier, der kiggede forbi. Erik Kristiansen, der ifølge ham selv er på alder med Dronning Margrethe, og derfor var med til at trække dagens gennemsnitsalderer en smule op, havde også fundet vej til Vrangeskov.

Erik Kristiansen har kommet i Vrangeskov, siden han var 10 år gammel. Han er ikke med til Naturens Dag hvert år, men når han hører, at der kommer hest, så kommer Erik også.

Så bliver jeg helt exet” sagde Erik og fortalte, at han selv har kørt med hest, siden han var 7-8 år.

Erik har prøvet meget i sit liv, og blandt andet har han tomlet en del som soldat. Det benyttede han sig også af, da han mødte Niels Hansen og haflingeren Boline søndag morgen. Erik fik tomlet sig til en plads på hestevognen og blev kørt fra Haraldstedvej til Traktørstedet, hvor Naturens Dag blev afholdt.

En nat med uglehyl og regn
DDS Ringsted (Det Danske Spejderkorps) tog forskud på glæderne og satte kurs mod Vrangeskov allerede lørdag. 10 voksne og børn gik 10 km fra Ringsted til Traktørstedet for at sætte telte op og gøre lejren klar til Naturens Dag.

Og de tog naturligvis ikke hjem igen, da lejren var sat op, men blev og spiste aftensmad sammen og overnattede i teltene.

Det var noget børnene kunne bruge.

De rendte rundt og legede, da vi havde spist, og de var næsten ikke til at få i seng. Vi måtte næsten tvinge dem i seng kvart over ni, og ved syv-tiden i morges var de i gang med at lege igen” sagde Christina Hinding og fortsatte:

Det har været lige fra minispejder til storspejder. De har bare drønet rundt og leget sammen.”

Natten bød både på uglehyl og regn, men den slags betyder ikke noget, når man er spejder, og de var friske og klar til at tage imod de mange besøgende, da klokken slog 10 søndag formiddag.

/Heidi Taymyr

 









Flere nyhedsfilm