www.tv-midtsjælland.dk

Masser af fede tilbud hos Ung Ringsted

04-09-2019

Onsdag aften holdt Ung Ringsted åbent hus, så unge i Ringsted kunne komme forbi og se og prøve nogle af de ting, de kan bruge deres fritid på i den kommende sæson.


De kan lige prøve hvad der er fedt og hvad der er mindre fedt, så de kan spore sig ind på, hvad de har lyst til” fortalte Cecilie Williams, koordinator for fritidsundervisning, om åbent hus-arrangementet.

De unge havde mulighed for at stifte bekendtskab med blandt andet Forskønnelse (make-up, negle, når mv.), tegneværksted, syning, smykkeværksted, YouTube og Film, eSport samt Bag & Smag.

Ung Ringsted har tilbud til unge mellem 13 og 18 år, der bor eller går i skole i Ringsted, og der er en masse fede tilbud til de unge.

Ung Ringsted tilbyder både klub, fritidsundervisning, events, ture, klubfester og rejser. Som noget helt nyt i sæsonen 2019/20, er der også hundetræning på programmet, men der er ikke flere ledige pladser, for holdet blev fuldt booket i løbet af den første dag efter at tilmeldingen åbnede.

Vild med kagedekoration
Anne fra 6. klasse på Kildeskolen i Gyrstinge besøgte også Ung Ringsted onsdag aften, og hun var især interesseret i bagning, og viste rigtig gode evner for at dekorere cupcakes.

Jeg er meget interesseret i bageholdet, for jeg synes det er megasjovt at bage” fortalte Anne, der allerbedst kan lide at dekorere kager.

Desværre må Anne vente et år endnu, for hun er kun 12 år. Men hun er formentlig en af de første, der melder sig til et bagehold til næste års sæson.

Kaspers nye flotte negle
Bliver jeg også fotograferet, hvis jeg får lange negle” spurgte Kasper kækt, og det lovede vi ham.

Kasper sad og hang ud med en flok veninder, der fik påsat lange negle, og da en af dem blev fotograferet med sine nye flotte negle, var det, at Kasper også fik lyst til at blive foreviget.

Adskillige gange undervejs fortrød Kasper vist sin kækhed, men han holdt ud og ikke alene fik han 5 flotte, lange negle – de blev også lakeret med sølvglimmer.

Vil du også gerne gå til noget fedt eller sjovt i sæsonen 2019/20, så kig på Ung Ringsteds website her, hvor du finder alle de mange hold, man kan melde sig til.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm