www.tv-midtsjælland.dk

Fuldt hus til åbent hus i Ringsted eSport

10-08-2019

Hvis folkene bag Ringsted eSport på noget tidspunkt har haft tvivl om interessen for foreningen, så blev al tvivl gjort til skamme fredag aften, da det myldrede ind med gæster til deres officielle åbningsarrangement.


Det var derfor også med ordene ”Det tyder på, at I har ramt et eller andet, som folk gerne vil have” at borgmester Henrik Hvidesten klippede den røde snor og erklærede Ringsted eSport for åben.

I sidste øjeblik
Det er mange uger siden, at Ringsted eSports internetudbyder havde lovet det hele klar, men som det åbenbart ofte går med den slags, så var det forsinket. Det kom først i løbet af torsdagen – altså dagen før åbningen, så der blev knoklet til langt ud på de sene nattetimer natten mellem torsdag og fredag.

I det hele taget var der meget travlt i Ringsted eSports lokaler i Tinggade, for at få alting færdig til den store åbningsaften. Det lykkedes og både bestyrelsen og de mange øvrige frivillige kræfter bag foreningen, kunne med glæde og overraskelse se på den store mængde mennesker, der var stimlet sammen i Tinggade, mens de ventede på at komme op og se de nye flotte lokaler.

Et ekstra pust til arrangementet var, da Vejle-virksomheden Ogaming.dk i sidste øjeblik tilbød Ringsted eSport at besøge foreningen og stille 5 stk. gaming computere til rådighed. Dette gjorde en kæmpe forskel for hele arrangementet og de fremmødte gæster.

FS Teknik, en lokal virksomhed i Ringsted, valgte på dagen at sponsere de udlånte gamingstole til foreningen, og håber det kan være med til at motivere andre virksomheder i Ringsted til at støtte op omkring foreningens arbejde.

Dygtige folk bag Ringsted eSport
Mads Didriksen, eSportskonsulent hos DGI sagde til de fremmødte, at:

Ringsted eSport har nogle dygtige ledere. Det har var ikke blevet til noget, hvis de ikke havde været dygtige. Og så har de nogle sunde værdier. De vil helt vildt gerne gøre det så godt som muligt for at dem, der kommer i deres forening, har det så godt, som muligt. Så lad os nu sammen hjælpe Ringsted eSport med at blive Sjællands bedste, og måske Danmarks bedste, men det er kun jer, der kan gøre det i samarbejde med Ringsted eSport.”

Han fortalte, at eSport ikke bare handler om at udvikle sig som spiller, men også som menneske. Det skal gerne give noget erfaring, man kan tage med videre i livet.

”Vi skal sikre, at der bliver taget hånd om de unge og deres interesser, men på en måde, så vi ikke går på kompromis med fællesskabets værdier og det sociale samvær” pointerede Mads Didriksen.

Stor interesse fra virksomheder
Der har allerede nu været stor interesse fra byens virksomheder med at give sponsorater.

Der er flere og flere sponsorer, der synes det er interessant. Det gør de jo ikke kun fordi de selv synes, at eSport er sjovt, men fordi de godt kan se, at det her marked vokser og vokser” sagde borgmester Henrik Hvidesten.

Men der er brug for flere. Foreningen skal bruge knapt 45.000 kr. for at lave et rigtig fedt set-up, så de modtager rigtig gerne sponsorater og donationer, både fra virksomheder og private.

Borgmester i skudduel
Da de officielle taler var overstået, var der rig mulighed for at spille. Man kunne spille mod en fra Ringsted eSport, men man kunne også få mulighed for at dyste mod Ringsteds borgmester.

Henrik Hvidesten, der selv mente han ville have større chancer for at vinde, hvis han skulle ud i en duel om at løbe hurtigst eller længst, var debutant ud i Counter Strike, så han havde ikke selv de store forventninger på forhånd. 

Det lykkedes dog for borgmesteren at få skudt sin første modstander, Mikkel, 7 gange. Mikkel fik godt nok skudt borgmesteren 11 gange, men det er jo bare tal!

Vi tør under alle omstændigheder godt påstå, at det skærmbillede, Henrik Hvidesten kiggede på fredag aften, var en smule anderledes end det, han sidder og kigger på, når han arbejder på Rådhuset. Men det kan jo være det ændrer sig fra nu af!

LAN party allerede næste weekend
Allerede i næste weekend afholder Ringsted eSport det første LAN-party, hvor man kan spille fra fredag kl. 20 til søndag kl. 12. Det er gratis for medlemmer, men ikke-medlemmer kan også sagtens deltage mod betaling.

”Hver måned afholder vi ét stort LAN-party, hvor vi prøver at få hele bygningen fyldt” sagde næstformand Philip Hjort Nielsen og fortalte, at der vil blive arrangeret 2-3 månedlige LAN-partys.

Du kan følge med i arrangementerne via Facebook her. Og hvis du har spørgsmål, så er du altid velkommen til at kontakte Ringsted eSport. De er altid klar til at svare på spørgsmål. Du finder deres website her.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm