www.tv-midtsjælland.dk

I 25 år har Hanne og Svend solgt vin i Tinggade

12-07-2019

Noget af det, der kendetegner Vin-Stysiek i Tinggade er, at de vine, de sælger, er vine, de selv importerer. Det er vine, som de selv har været rundt og finde i Europa, hvilket betyder, at de kan give kunderne de bedste informationer om vinene, både når det gælder personerne bag vinene, og området, druerne er dyrket i.


Sådan har været i de fleste af de 25 år, Vin-Stysieks lille hyggelige butik har ligget i Tinggade 1. Og i næste uge, uge 29, er det lige præcis 25 år siden, at Hanne og Svend Stysiek slog dørene op til deres helt eget vineventyr.

Åbnede midt i ferietiden
Dengang i 1994, længe før begrebet internethandel blev opfundet, var der ikke mange ledige butikslokaler i Ringsted, så Hanne og Svend havde været på udkik efter et egnet lokale i et stykke tid. Men de var heldige og fik mulighed for at leje lokalet i Tinggade 1.

Torsdag i uge 29 åbnede Hanne og Svend butikken.

Det var lidt specielt at åbne midt i ferietiden, men det gjorde vi altså” fortæller Hanne Stysiek.

Fra kædebutik til selvstændig
Allerede fra starten havde Vin-Stysiek en aftale på plads om at importere vine fra Pfalz. Butikken blev en del af kæden Holte Vinlager, og Hanne og Svend fik i den forbindelse markeret Vin-Stysiek som vinbutik på Midtsjælland.

Efter et par år forlod de kæden, for efter flere besøg hos vinbønder rundt omkring i Europa, kunne de begynde at importere vine direkte til Tinggade.

Til at starte med var Hanne kun i butikken om lørdagen, fordi hun passede sit faste arbejde ved siden af. Det sagde hun op i 2006 og startede på fuld tid i Vin-Stysiek. Hanne brugte noget tid i butikken, men begyndte også at lave opsøgende salg rundt omkring på Sjælland, og det resulterede i, at Vin-Stysiek i dag har en del erhvervskunder, som Hanne stadig kører rundt til.

På vinrejse i Tinggade
I de første år, arrangerede Hanne og Svend vinrejser hvert år i påsken, og det var særdeles lærerigt for dem, at opleve hvilke vine folk kunne lide, når de var med til forskellige smagninger rundt omkring.

Vinrejserne er de holdt op med at arrangere, men de rejser selv stadig rundt og besøger de vinbønder, de importerer vine fra. De fleste steder handler de nu med 2. generation, så der er sket en del på de 25 år.

Og vinrejser for kunderne er ikke stoppet helt. En stor del af året kan man smage vine hos Vin-Stysiek fredag og lørdag. Og det kan sagtens opleves som en lille vinrejse i sig selv, for Hanne og Svend kan fortælle stort set alt, der er værd at vide om de enkelte vinbønder. Det giver kunderne mulighed for dels at smage nogle vine, de ikke har smagt før, dels at kende baggrunden for den vin, de drikker, så det ikke bare er en hyldevare.

I juli måned holder smagningen sommerferie, men starter igen til august.

Mere end vin
I starten handlede det for Hanne og Svend kun om vin, men det har ændret sig lidt med årene. Lidt specialiteter er kommet til i butikken.

Ligesom med vinen, er det vigtigt for Hanne og Svend, at de kan stå 100% inde for de specialiteter, de forhandler i butikken.

Vi er rigtig glade for, at vi har forhandlingen af Kathrine Andersen Chokolade her i Ringsted” fortæller Hanne.

Den lækre håndlavede chokolade fra Kathrine Andersen Chokolade fås i et bredt udvalg af dessertchokolade, pladechokolader, dragéer, stænger, tærter mv, og du kan læse en tidligere artikel om chokoladen hos Vin-Stysiek her.

Ud over chokolade, forhandler Vin-Stysiek også de spændende produkter fra det bornholmske familiefirma Puk’s Delikatesser, der bl.a. byder på flere sennepper og salte med forskellige smage. Læs en tidligere artikel om produkterne hos Vin-Stysiek her.

Hobby, interesse og job i ét
Vi har ingen planer om at stoppe lige med det samme, for det vi arbejder med, er også vores hobby og store interesse” fortæller Hanne.

Men ved at ændre åbningstiderne for et år siden således, at butikken i Tinggade har åbent torsdag, fredag og lørdag, har Hanne og Svend trappet lidt ned. Det betyder ikke, at de ligger på den lade side de dage, hvor butikken holder lukket, for der er mange besøg rundt omkring på Sjælland hos erhvervskunder, der forhandler Vin-Stysieks import af vine.

Ikke den store markering
Hanne og Svend siger selv, at de ikke vil gøre det helt store ud af jubilæet, da det er midt i ferietiden.

Men hvis man kigger forbi i butikken torsdag, fredag og lørdag i uge 29, så vil man få serveret et glas vin og lidt smagsprøver af den lækre Kathrine Andersen chokolade.

Og handler man i butikken en af de dage, så får man en gave med, en lækker chokoladetærte fra Kathrine Andersen Chokolade.

Så kig forbi og ønsk Hanne og Svend tillykke med jubilæet. Det er den 17., 18. og 19. juli.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm