www.tv-midtsjælland.dk

Krydstogtskibet Seabourn Ovation i Køge Havn

07-07-2019

Det 210 meter lange og 28 meter brede krydstogtskib MV Seabourn Ovation, søsterskib til MV Seabourn Encore, er ejet af Seabourn Cruise Line og blev leveret til ejeren den 27. april 2018. Hun blev døbt den 11. maj samme år i Valletta, Malta ved den britiske sangerinde Elaine Paige.


Lørdag den 6. juli ved 7-tiden om morgenen, ankom det prægtige og luksuriøse krydstogtskib til Køge Havn som det første gæst af den kaliber.

På skibet var cirka 600 passagerer og 400 besætningsmedlemmer og inden ankomsten til Køge, havde skibet været i Skt. Pedersborg, Tallinn og Stockholm. En del af skibets passagerer er velhavende amerikanske turister på 40+. Af de 600 passagerer, holdt en del af dem skiftedag i Køge, så nogle stod af, og nye passagerer stod på.

Køge Handel og touroperatør DMC Denmark havde planlagt byvandring for passagererne, der kunne komme frem og tilbage mellem skibet og Køge by i shuttlebusser.

I løbet af dagen kunne man se skibet fra Køge Havn og Søndre Mole, hvilket rigtig mange benyttede sig af.

Køge Havn, Køge Handel og Connect Køge havde arrangeret farvelfest på Søndre Mole kl. 17, hvor bandet RockaChillies spillede, mens børn og voksne kunne stå på molen og vinke farvel til skibet, da det stævnede ud igen, denne gang med kurs mod norske Ålesund.

Det bliver ikke sidste gang Køge Havn får besøg af et stort krydstogtskib. Seabourn Ovation kommer igen 4. juli 2020.

Hvis man har lyst til at være med på krydstogtet, så sejler det fra Stockholm den 27. juni, runder Tallinn den 28. juni, er i St. Pedersborg, Rusland fra 29. juni – 1. juli, i Helsinki i Finland den 2. juli og efter et døgn på sø, ender det i Køge den 4. juli.

Er man to voksne i en Signature Suite, så kan man få turen for 13.499 pr. person. Altså 13.499 euro! Men så er det også inklusiv velkomst champagne, alle måltider, fri bar, underholdning om bord, frugtkurv i suiten og meget mere.

/Heidi Taymyr

 









Flere nyhedsfilm