www.tv-midtsjælland.dk

Lige-meget-værd på Café Ingeborg

13-04-2019

”Café Ingeborg hviler på et lighedsprincip. Vi mener det alvorligt, når vi siger, at alle mennesker, alle bidrag til fællesskabet og det arbejde vi laver, er lige-meget-værd”.


Sådan starter et af afsnittene i bogen ”Det er lige-meget-værd! – Café Ingeborg sætter kurs”, der for første gang blev vist frem for offentligheden fredag eftermiddag, hvor caféen var vært for en festlig reception i anledning af bogudgivelsen.

Byens populære køkken
At Café Ingeborg er populær i Ringsted, var tydeligt at se på mængden af fremmødte ved receptionen. Der var rigtig mange mennesker, der var mødt op, dels for at se bogen og ønske caféen tillykke med den, dels for – må vi jo nok erkende – at smage på den lækre mad, som Café Ingeborg altid er garant for.

Café Ingeborg er, som bekendt, ikke et traditionelt køkken, og det er deres mad heller ikke. Der er ikke noget traditionelt suppe, steg og is over caféens mad. Det er altid spændende mad med nye smage og man er aldrig i tvivl om, at maden er lavet med passion for opgaven.

Et helt særligt sted
Selvom man udmærket godt ved, hvad Café Ingeborg står for, så er der måske flere af os, der egentlig først sådan rigtig for alvor forstod, hvor specielt et sted cafeen er, da vi mærkede stemningen ved receptionen, hørte talerne og skimmede bogen igennem.

Det, der er herude på jeres arbejdsplads, det er noget helt specielt og noget helt særligt. Det har nogle særlige værdier, som man kan læse om i den her fantastiske bog” sagde Martin Senderovitz fra Syddansk Universitet til medarbejderne i Café Ingeborg.

En bricolage
Og apropos bogen, så er det en bricolage – en samling af bidrag, tanker og idéer. Den består af et indblik i caféens opståen, beståen og daglige drift kombineret med skriftlige input fra en række bidragsydere og krydret med skønne illustrationer.

Den er gratis og gives bl.a. til kommuner, institutioner og foreninger, der har interesse i den.

Vi forbeholder os ingen rettigheder. Du, kære læser, er velkommen til at kopiere, dele og sætte disse sider i spil efter lyst og behov, og du er indbudt til at deltage i den videre samtale om, hvordan vi skaber de bedste betingelser for et godt og virksomt liv for alle borgere. Alle bidrag er velkomne – vi glæder os til at høre dit” skriver Café Ingeborg i indledningen.

UG med kryds og slange
Borgmester Henrik Hvidesten pointerede, at kommunen kan – og skal – være med til at gøre noget ekstra for at skabe muligheder for den gruppe mennesker, der kan være lidt langt fra det ordinære arbejdsmarked.

En af de muligheder er jo netop Café Ingeborg. Der er skabt et arbejdsmiljø, hvor alle der er her, kan føle de befinder sig lige midt i mulighederne” sagde Henrik Hvidesten og tilføjede, at det ikke er godt for nogen bare at sidde passivt derhjemme. Det er bedre at komme ud og deltage i fællesskabet og involvere sig i hinandens liv som en del af en aktiv og produktiv hverdag.

De opgaver løser I til UG med kryds og slange her på Café Ingeborg” sagde Henrik Hvidesten, der selv holder meget af Café Ingeborg, både når han kommer på caféen og får et kram af Buster og når han åbner en kasse med mad på rådhuset, og der ligger en besked fra Katrine om, at hun håber han nyder maden.

Det handler om at være den, du har fået lov til at være
Filosof, ledelsesteoretiker, forfatter og professor Ole Fogh Kirkeby, der er bidragsyder til bogen, citerede et gammelt tysk ordsprog:

Ens talenter, ens kunnen, ens tanker, ens følelser – det er en gave til en fra Gud. Det man får ud af de tanker, følelser og talenter er den gave, man giver tilbage til Gud”.

”Café Ingeborg er et sted, hvor man giver den gave, man har fået, tilbage til Gud, for det er et sted, hvor man får lov til at udfolde sig” sagde Ole Fogh Kirkeby, der som forord i bogen skriver:

Det gælder om at skabe et sammenhold, der befordrer den enkeltes udnyttelse og udfoldelse af sine særlige erfaringer, talenter, kapaciteter og forhåbninger. Det handler om at turde være den, du har fået lov til at være, og blive til den, du har mulighed for.”

En dum regel
Kurt var med til at starte Café Ingeborg i sin tid, og hvert år, når Café Ingeborg har fødselsdag, kommer Kurt forbi og fortæller, hvordan det reddede hans liv at få lov til at blive servicemedarbejder i afdeling A og lave kaffe og spille Keld og Hilda for dem, der bor derude” fortalte Café Ingeborgs leder Anne Woergaard Mikkelsen, da hun fik overrakt en buket af Kurt.

Siden 2011 har Kurt været med i Café Ingeborg. Han kom 3 timer om dagen, 4 dage om ugen, og som han selv siger, så er han aldrig nogensinde kommet for sent.

De siger at seniorer skal være længere på arbejdsmarkedet, men jeg må ikke arbejde her mere, fordi jeg er fyldt 65 år. Det er en dum regel”, sider Kurt, der ikke kan forstå, hvorfor han ikke kan få lov til at arbejde på Café Ingeborg. Men han kigger ofte forbi, for han går til træning på Knud Lavard.

Fra 8 til over 80
Café Ingeborg gør en stor forskel for de ansatte.

Katrine Bager udtrykte i en tale sin store glæde for arbejdet på Café Ingeborg, og bad forsamlingen råbe hurra for caféen og efterfølgende udbringe en skål.

Connie Nielsen, der arbejder i Café Ingeborgs gartneri, har været tilknyttet i 5-6 år.

”Jeg har jo aldrig rigtig vidst, hvor jeg hørte til henne, så det har været svært for mig at finde en plads her. Men det har jeg fundet nu” sagde Connie og fortsatte:

”Der har været mange dårlige dage, men der har dælme også været mange gode, så tak for det.”

Café Ingeborg startede med 8 ansatte i 2011, og i dag er der mere en 85 ’særligt ansatte’.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm