www.tv-midtsjælland.dk

Kreative workshops har skabt et anderledes netværk

22-03-2019

At networke behøver ikke kun at foregå ved programsatte møder med faste dagsordner, hvor deltagerne højtideligt præsenterer sig selv. Det kan også foregå under mere uformelle rammer, mens man f.eks. sidder og laver noget kreativt.


Det har en gruppe kvinder fundet ud af, da de tilmeldte sig en kreativ workshop hos Mette Schantz Nissen.

Søren og Mette
Mette Schantz Nissen, der er uddannet billedkunstlærer, har i 8 år været lærer på Valdemarskolen, men startede for 1½ år siden ingeniør- og indretningsfirmaet ”Søren og Mette” med sin mand Søren Schantz Nissen.

Søren er bygningsingeniør og Mette har altid gået meget op i det visuelle og æstetiske, både som billedkunstlærer, men også i kraft af, at Mette har indrettet mange huse og institutioner. Som pædagog var Mette med til at starte Børnehuset Bastionen op og har indrettet alle stuerne.

Vi fik den idé at starte det her op, hvor jeg tager ud og indretter for folk, og Søren står for det byggetekniske og rådgivning i forhold til nybygning eller rådgivning om hvad man kan ændre i et hus, der er bygget” fortæller Mette.

Workshoppen startede et helt andet sted
Som daglig lærer på Valdemarskolen, var det hovedsageligt der, Mette havde sit netværk, men da hun blev selvstændig, svandt det daglige netværk ind.

Mette fik idéen til at starte en workshop med indretning og kunst, fordi hun savnede at undervise. Hun forestillede sig også, at det kunne give hende et bredere personligt netværk.

Men det var en overraskelse for Mette, at så mange af dem, der tilmeldte sig workshoppen, også selv er selvstændig erhvervsdrivende.

Jeg var også overrasket over niveauet af de tilmeldte. Rigtig mange er dygtige til at male og kan en hel masse ting. Det regnede jeg ikke med. Jeg troede der ville komme en masse damer, der bare gerne ville lære at male” siger Mette.

Kreative iværksættere
Det viste sig faktisk, at en del af holdet bestod af kvinder, der som Mette, er iværksættere inden for et kreativt fag. Der er f.eks. Laura Christoffersen, Laudécor og Charlotte Wellemberg, Wellemberg Grafisk Design.

Mens kreativiteten blev sluppet løs på Mettes workshops, fik samtalerne frit lejde, og kvinderne fandt ud af, at de faktisk fik en masse ud af samtalerne.

Derfor har Mette sammen med nogle af workshop-deltagerne nu fundet på at lave et kreativt netværk. Et netværk, hvor de kan sparre med hinanden på det at være kreative og iværksættere.

Det er jeg meget spændt på at få op og køre” siger Mette og fortæller, at de er 3-4 kvinder, der mødes første gang den 3. april for at planlægge, hvad deres netværksgruppe skal indeholde og hvor ofte de skal ses. De skal også lægge en strategi for, hvordan de kan få flere med i netværket.

Det må gerne være folk med sjove og skæve tilgange til kreativitet og netværk. Og selvom workshoppen kun består af kvinder, så håber de at netværket kan være for både mænd og kvinder.

Uformelle netværksmøder
Charlotte Wellemberg, der normalt laver mange kreative ting på computeren, og sjældent giver sig tid til f.eks. at male, opdagede Mettes workshops ved en tilfældighed.

Jeg syntes det lød så fedt, for når man er afsted, så har man sat tiden af til det, og så bliver man ikke forstyrret af lige at skulle klare opvasken” fortæller Charlotte.

Charlotte vil helt sikkert være en del af det nye netværk.

Jeg går meget op i, at man kan sidde og lave noget kreativt og samtidigt netværke, selvom man ikke kender hinanden. Det behøver ikke være så formelt, som netværksmøder normalt er” siger Charlotte og supplerer med, at man får talt om mindst lige så mange ting, når man gør det på den her måde.

Ikke så nørdet
Lotte Holmqvist fra Nyt Syn er Optometrist og selvom det ikke betegnes som et kreativt fag, så blev Lotte straks interesseret, da hun læste om Mettes workshops, for Lotte har altid været kreativ i en eller anden form.

Jeg kunne godt tænke mig en kreativ friaften, hvor man kommer ud og laver noget helt andet” fortæller Lotte, der også godt kan se sig selv som en del af den kreative netværksgruppe.

Når man normalt er afsted på kurser og faglige weekender, så bliver det for mit vedkommende så optikernørdet. I det her forum har vi alle sammen fuldstændig forskellig baggrund, hvor det er det kreative, man er fælles om, så det bliver en helt anden sammensætning” siger Lotte og supplere med, at hun lærer en masse af Mette, men også lærer en masse af at kigge på de andre deltagere.

OM WORKSHOPPEN

Man behøver ikke allerede være kreativ, for at deltage i Mettes workshop. Man kan sagtens deltage, hvis man bare har lysten til at male eller i det hele taget være kreativ.
Faktisk behøver man slet ikke kunne noget på forhånd. Man skal bare være åben. Og så skal man være fyldt 16 år.

Jeg har tidligere undervist i Farvebuen. Der var deltagere, der aldrig har holdt på en pensel før, men en helt ny verden åbnede sig for dem, da de fandt ud af, at det kunne de faktisk godt” fortæller Mette om det at begynde at male.

Den første workshop startede 10. januar og består af 10 små workshops med forskellige emner. Man kan deltage på samtlige 10 workshops eller udvælge dem, man har lyst til eller mulighed for at deltage på.

De små workshops holdes hver anden torsdag og varer i 2½ time. Mette tager deltagerne omkring bl.a. Akvarel- og Fedtfarveteknik, collage, Zen Doodle, portrættegning og moodboard til indretning af et smukt og harmonisk hjem.

Den næste workshop holdes 4. april, hvor der arbejdes med portrættegning efter foto med blyant, akvarel og tusch. Der er workshops den 2. maj, 9. maj og 23. maj, og selvom man ikke har deltaget på tidligere workshops, kan man sagtens deltage.

Er du interesseret, så følg med på Mettes website her.
Har man ikke mulighed for at deltage på nogle af disse workshops, starter en ny række workshops op igen til efteråret.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm