www.tv-midtsjælland.dk

Leg på streg - nu også til udskoling

02-03-2019

Læring, bevægelse og frisk luft er tre vigtige medspillere for børn og unges hverdag. Kan man kombinere de tre ting, så kan man give skoleelever en både sjovere og sundere hverdag. Og det kan man heldigvis, nemlig med konceptet ”Leg på Streg”.


Leg på Streg har eksisteret siden 2013. I første omgang blev det udviklet til dansk og matematik for indskolingselever på 0. – 3. klassetrin. I 2016 blev konceptet videreudviklet, så der kom flere fag på og Leg på Streg kunne benyttes til elever på mellemtrin i 4. – 6. klasse. Nu er det så udvidet, så det også kan benyttes til udskolingselever på 7. – 9. klassetrin.

Jessie Johansen, udskolingslærer fra Vigersted Skole, er en af dem, der sammen med Kræftens Bekæmpelse, har været med til at udvikle konceptet, så det kan bruges på udskolingseleverne.

Det er noget materiale, der har været mangel på, for det er nemmere at lave lege og ting og sager, når det er stavetræning og små plus- og minusstykker” fortalte Jessie Johansen.

Fredag den 1. marts blev bevægelseskonceptet fremvist på Vigersted Skole, hvor Jessie Johansen, sammen med Ann-Sofie Borgen Andersen, projektleder Kræftens Bekæmpelse og Torben Krogh Johansen, idrætskonsulent Ringsted Kommune, havde sat to 8. klasser i stævne på Leg på Streg-banen.

Det kan være dyrt at få frisk luft
Når man arbejder med Leg på Streg, får eleverne nogle faglige begreber og de får arbejdet med nogle tekster eller sammenhænge, som de bruger i timerne.

Det er ’dyrt’  i tid at gå ud og lege med en klasse i timerne, når eleverne er i udskoling. Det har man for travlt til, fordi der er eksamener, eleverne skal være klar til ” fortalte Jessie Johansen.

Konceptet er godt for eleverne, fordi det har en faglig relevans. Det koster ikke dyrt på tidsplanen at gå ud og få frisk luft og bevæge sig, når de får indlæring samtidig.

Det er også rigtig godt for dem, der måske ikke er så boglige. De kan får styr på tingene en ekstra gang, mens de får rørt kroppen og får frisk luft. Det gør en stor forskel” understregede Jessie Johansen.

De får også en kropslig hukommelse, for de kan bruge kroppen til at huske med” supplerede Torben Krogh Johansen.

Som udgangspunkt hedder det sig, at man bruger 5 minutter af en lektion på Leg på Streg, men når det har faglig relevans, betyder det ikke noget, hvis det tager 20 minutter.

Det periodiske system på talbanen
De to 8. klasser fra Vigersted Skole skulle lave en øvelse med det periodiske system på talbanen.

Det periodiske system er jo deres ’bibel’, kan man godt sige, og hvis de kender det, og kan finde rundt i det, så er de rigtig kørende” fortalte Jessi Johansen og fortsatte:

Det er en sjov måde at træne dem i at kigge og finde ting på det periodiske system og så derefter skulle gøre noget på tavlen”.

Det giver energi og bedre koncentration
Eleverne fra 8. klasse er også begejstrede for konceptet.

Det er fedt fordi det er en kombination af noget fagligt og at vi får rørt os, og så er vi mere koncentrerede, når vi kommer ind i klassen igen” fortalte Jonas, Terese, Sascha og Cecilie, da TV-Midtsjælland talte med dem efter, at de havde været igennem det periodiske system på den farverige tal-tabel.

Man kan mærke man har mere energi, når man har været ude og få noget frisk luft, og man er mere klar til at lave lektier igen” fortalte de fire elever, der forventer at de kommer til at bruge Leg på Streg ret ofte i undervisningen på forskellige fag.

Mange skoler i Ringsted har allerede banerne
Alle skoler i Ringsted er blevet tilbudt kursus i Leg på Streg tidligere, og en del af dem har banerne og bruger det allerede. Dem, der har baner allerede, kan sagtens begynde at bruge det på udskolingen.

Det er et relativt simpelt system” fortalte Ann-Sofie Borgen Andersen fra Kræftens Bekæmpelse. Når skolerne er vant til at bruge systemet til indskoling og mellemtrin, så kan de hurtigt komme i gang med at benytte det til udskolingen.

Er man ikke vant til at bruge det, så har Kræftens Bekæmpelses et instruktørkorps, og det tager kun tre timer at være på instruktørkursus.

Interesse på Campusskolen
Campusskolen har kun udskoling, og har derfor ikke benyttet Leg på Streg før, men de er meget interesserede i det.

Anne og Tina fra Campusskolen var på besøg på Vigersted Skole for at høre mere om Leg på Streg for udskoling, og de syntes det så fedt ud.

Man kan tænke det ind i undervisningen fra starten i stedet for at tænke det udelukkende som et brainbreak” sagde Anne og fortsatte:

Det her tager udgangspunkt i, hvor de er fagligt i de forskellige fag”.

Vil du vide mere?
Hvis du vil læse mere om hvad Leg på Streg egentlig er, så læs Ringsted Kommunes pressemeddelelse af 26. februar her. Du kan også læse alt om konceptet på Kræftens Bekæmpelses website her.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm