www.tv-midtsjælland.dk

Vil du en tur til Canada?

06-12-2018

Lions har et kanongodt tilbud til unge ringstedere i sommeren 2019


Er du mellem 17-20 år, har du lyst til en fantastisk oplevelse for livet, hvor du møder andre unge fra hele verden på din alder, kan du kommunikere på engelsk, og bor du i Ringsted Kommune?

Så har du chancen, hvis du skriver et brev til ”My dear unknown family”, hvor du fortæller lidt om dig selv, din familie, dine planer for fremtiden og dine interesser. Brevet skal bruges som information til de 2 værtsfamilier, hvor du skal bo inden opholdet i ungdomslejren.

Lions Club Ringsted Knud Lavard har fået tildelt en ungdomslejrplads i Canada. Da Canada i 2019 afholder flere camps, kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige helt præcist, hvor i Canada du kommer til at bo, og hvilken camp du kommer til. Du skal dog regne med at afsætte hele juli måned.

På ungdomslejren skal du mødes med unge fra andre lande og sammen opleve naturen og diskutere jeres hverdag i de mange forskellige lande, som I kommer fra. Der vil højst være to unge fra hvert land i lejren, og lejrsproget er engelsk.

Aktiviteterne i lejren vil blandt andet byde på sightseeing til steder i nærområdet eller andre steder af interesse. I perioden inden lejren bor du privat hos en eller to canadiske Lions familier eller familier godkendt af Lions. Dette for at du skal opleve den canadiske hverdag og kultur og møde lokale unge canadiere. Din værtsfamilie vil kræse for dig og lade dig mærke landets gæstfrihed, samtidig med at du får en mængde oplevelser som turist i landet.

Lions i Canada arrangerer en række sådanne ungdomslejre. Det samme gør Lions i Danmark. Formålet med lejrene er, at unge fra hele verden mødes og lærer om hinandens kultur og levevis og kan være fremtidens ambassadører i en forhåbentlig fredeligere og mere tolerant verden.

Lions betaler alle omkostninger ved rejsen og opholdet.

Har du lyst til at komme i betragtning til denne unikke og spændende oplevelse, skal du skrive et brev på engelsk til den ukendte familie og sende det til: Jan Brandt, Sct. Knudsgade 26, 4100 Ringsted, eller på mail til: majan@majan.dk senest d. 11. januar 2019. Snarest herefter hører du fra Lions Club Ringsted Knud Lavard.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jan Brandt på tlf. 21801089.

HT/Pressemeddelelse Lions Club Ringsted Knud Lavard









Flere nyhedsfilm