www.tv-midtsjælland.dk

Søværnets Tamburkorps besøgte Ringsted

06-12-2018

Onsdag den 5. december besøgte Søværnets Tamburkorps Ringsted og spredte masser af julehygge


Med 15 minutters forsinkelse, spillede Søværnets Tamburkorps kl. 16.15 to julenumre på det nye torv, inden de - anført af Ringsteds Vægtere - marcherede ned gennem Nørregade til Ringsted Kongrescenter. De handlende i Nørregade kunne for en kort stund stige af juleindkøbsræset og nyde det flotte syn med tamburkorpset i den julelysbeklædte Nørregade, og der var fuld blus på julestemningen.

I kongrescentret spillede tamburkorpset kl. 19 en gratis koncert for de fremmødte. Publikum fik blandt en masse stemningsfulde julenumre, og koncerten var ført an af dirigent Dennis Andersen.

"Vi har en lidt tidlig julegave med til jer" sagde Dennis Andersen og præsenterede den unge dygtige solist og sangerinde Line Husted, der med sin smukke, fyldige stemme, lagde tekst til nogle af julenumrene.

Søværnets Tamburkorps repræsenterer Forsvaret generelt og Søværnet i særdeleshed ved deltagelse i ceremonielle og festlige arrangementer. 

Søværnets Tamburkorps optræder primært med march og tattoo, men udfører desuden både stående og siddende koncerter. Der optrædes med et bredt repertoire, og spænder fra den traditionelle musik med tilknytning til Søværnet over kongelige marcher til klassisk musik. Der kan endvidere indgå numre fra den rytmiske musik og flerstemmig sang indgår ofte i repertoiret. 

Gennemførelse af repertoirer, instrumentering, musikalsk planlægning og andre musikalske anliggender tilrettelægges således, at det præsenterer Søværnet på bedste sømilitære vis og ud fra Søværnets traditioner

 

 

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm