www.tv-midtsjælland.dk

Politi ransagning på Løngangen i formiddags

07-11-2018

Tre personer er blevet anholdt og sigtet for billigelse af terror, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om et eller flere medlemmer af den eksil-iranske organisation ASMLA, der ifølge politiet har gjort sig skyldige i overtrædelser af den danske straffelov paragraf 136, stk. 2 om billigelse af terror.

Det er vigtigt at fremhæve, at der ikke er grund til bekymring for borgerne i Ringsted.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Allerede på et pressemøde 30. oktober oplyste PET-chef Finn Borch Andersen, at de danske medlemmer af ASMLA blev efterforsket for terrorbilligelse.

Der er i dag foretaget ransagninger på en række adresser i Ringsted, og der vil fortsat være en del politi til stede i området i løbet af dagen.

- Det er vigtigt at fremhæve, at der ikke er grund til bekymring for borgerne i Ringsted. Ransagningerne er helt sædvanlige i en sag som denne og har ikke noget med truslen mod de pågældende at gøre, skriver politiet.

Men på trods af, at medlemmerne af ASMLA i dag er sigtet og anholdt, står de stadig under politiets og efterretningstjenestens beskyttelse, oplyser man.

- Midt- og Vestsjællands Politi og PET (Politiets Efterretningstjeneste) vil samtidig understrege, at uanset at de pågældende i dag er blevet sigtet på grund af mistanke om, at de har begået strafbare forhold, så vil de fortsat være beskyttet af omfattende sikkerhedsforanstaltninger på grund af den trussel, som retter sig mod dem, hedder det i pressemeddelelsen.

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Adresserne politiet besøgte i dag var.  Sct Bendsgade , Sct Hansgade , Løngangen og Ahorn Alle 

 









Flere nyhedsfilm