www.tv-midtsjælland.dk

EU og Putin - skal vi være bange for Rusland

21-10-2018

Erik Kulavig taler om EU og Rusland den 31. oktober kl. 19 - 21. Det er på Ringsted Museum & Arkiv på Køgevej 41. Takket være støtte fra Europanævnet er der gratis adgang.


Vi kender alle Putin som macho-statsmanden, der vælter tigre eller rider i bar overkrop i den russiske vildmark. Og vi ved, at Ruslands og EU's forhold er noget nær frysepunktet. Men hvad er Putins strategi, og skal vi være bange for den? Hvad er EU’s strategi, og er den noget nyt? Og hvad vil det russiske valg i 2018 og EU-valget i 2019 betyde for forholdets fremtid?
Erik Kulavig, leder af Center for Koldkrigsstudier og lektor lic.phil., dykker denne aften ned i disse spændende spørgsmål.

Gratis adgang – men tilmelding er en god idé
Økonomisk støtte fra Europanævnet sikrer, at der er gratis adgang til foredraget. Museet sælger kaffe/kage á 30 kr. i pausen.
Folkeuniversitetets gratis arrangementer er ofte velbesøgte, så vil man være sikker på en siddeplads, er det en god idé at melde sig til senest dagen før afholdelse på ringsted@vestmuseum.dk eller 59 43 23 53 (besvares man-torsdag 9-15). Ledige pladser besættes i døren dog uden garanti for, at der er kage nok.
Foredraget afholdes i Multisalen på Ringsted Museum og Arkiv, Køgevej 41.

Storstilet Europadebat-turné 
Arrangementet er en del af en dansk debatturné om EU.
Og Anette Månsson fra Ringsted Museum & Arkiv glæder sig:
Vi er glade for, at vi i Ringsted har fået mulighed for at blive klogere på Europas fremtid sammen med en kapacitet som Erik Kulavig. Godt nok kan det være svært at forholde sig til fjerne europæiske forhold i hverdagen, men de fleste af emnerne er faktisk både højaktuelle for os alle og spændende at blive klogere på i sig selv. Jeg håber meget, at folk i byen vil bakke op om det her. Det er spændende for os at være en del af denne europæiske debatturné, og vi glæder os til arrangementer med nye vinkler på hverdagens udfordringer i Europa”, siger Anette Månsson.

Brexit i vest, flygtningekrise ved grænserne og Europaparlamentsvalg lige rundt om hjørnet – sjældent har Europa som kontinent og som politisk fællesskab været så meget til debat, som nu. På Christiansborg og i Bruxelles diskuterer politikere højlydt med hinanden om, hvor Europa skal bevæge sig hen i fremtiden. Og om vi skal gøre det sammen eller hver for sig. Men hvad mener alle os udenfor de bonede gulve egentlig?

I foråret 2019 er der Europaparlamentsvalg, og sammen med de andre europæiske befolkninger skal vi beslutte, hvad vi vil med Europa fremover. I løbet af 2018 har den franske præsident Macron taget initiativ til at starte debatten lokalt blandt Europas mange borgere. Derfor er der Europa over blevet sat debatinitiativer i gang, og i Danmark står ’Europanævnet’ og foreningen ’Europanu – Folkeuniversitetets Europaoplysning’ bag en turné, hvor forskere og fagpersoner tager rundt og holder oplæg til debatter over hele landet. Sammen med publikum sætter de fokus på Europas historie, vores nutid og vores fremtid – også i Ringsted, hvor Ringsted Folkeuniversitet og Ringsted Museum & Arkiv står bag.

I Danmark er det Europanævnet, der har gjort det økonomisk muligt at lave gratis arrangementer over hele landet fra Struer til Køge og fra Højer til Frederikshavn og foreningen Europanu, der står bag den nationale koordinering af debatturnéen.

Det er fantastisk at opleve lokale ildsjæle over hele landet arrangere gratis arrangementer, så rigtig mange danskere kan være med i debatten om Europas fremtid – fra forholdet til Putins Rusland over flygtningepolitik og til Brexit. Europanu er en forening, der arbejder hårdt for at formidle aktuel forskning om historie, geografi, kultur og samfund i Europa – med henblik på at skabe en mere kvalificeret dansk debat om det europæiske samarbejde. Så for os er det virkelig dejligt, at så mange lokale arrangører har meldt sig på banen og arbejder hårdt på at sprede det budskab – så debatten starter nedefra og er for alle”, siger Joakim Quorp Matthiesen, der er projektleder hos Europanu.

Foto: Fra Ringsted Museum & Arkivs facebookside

HT/Ringsted Museum og Arkivs facebookside









Flere nyhedsfilm