www.tv-midtsjælland.dk

80 års jubilæum i Vigersted Skytteforening

22-09-2018

På trods af den høje alder, er Vigersted Skytteforening i fremgang.


Vigersted Skytteforening blev oprettet i 1938, og har været i gang både før og under krigen. Forsvaret har tidligere benyttet foreningen, men gør det ikke mere. På trods af den høje alder, ligger den 80 år gamle skytteforening ikke på den lade side.

Medlemsfremgang
Vi er en af de få foreninger, der faktisk har medlemstilgang, og det er på trods af, at vi ikke har nogle børne- og ungeskytter” fortalte foreningens formand Allan Berthelsen til TV-Midtsjælland, da foreningen lørdag fejrede 80 års jubilæum på banerne i Vigersted.

Foreningen har en unik bane, der ligger helt centralt på Midtsjælland. Det er en af de få baner på Sjælland, der har en 500 meters bane. Der er gode muligheder på banen på grund af det åbne terræn.

Der skal være plads til alle
Andre foreninger er meget nysgerrige efter at vide, hvad Vigersted Skytteforening gør, siden de har så god fremgang. For Allan Berthelsen er årsagen klar.

Vi lytter meget til medlemmerne og hører, hvad de gerne vil ha’. Udover at vi gør en del for at reducere støjen af hensyn til naboerne, så forsøger vi også at tilbyde en masse ting i forhold til skytterne” fortæller Allan Berthelsen og fortsætter:

Der skal være plads til alle, uanset hvad man skyder. Der skal være plads både til historiske skytter, sportsskytter og jægere.”

Aktivitet på banerne
Der sker meget på banerne på Værkevadsvej 32B, hvor Vigersted Skytteforening holder til.

Skytteforeningen bruger det på terrænskydninger på 300 og 500 meter.

Jægerforbundet bruger det til feltskydning, hvor der kommer folk fra hele Danmark.

Der bliver også afholdt riffelprøver, og der kommer 150-200 til sådan en riffelprøve. Og så lejer forbundet sig ind og benytter banen til stævner og arrangementer. Mange andre steder er der kun 200 meter baner til riffelskydning, men i Vigersted er der både 100, 180 og 200 meter baner.

Vinterhalvår på vågeblus
Der bliver skudt i hele sommerhalvåret. Men om vinteren er aktiviteten på banerne væsentligt reduceret. Det skyldes bl.a., at der er tilladelse til at skyde indtil solnedgang, og solnedgangen indtræder jo noget tidligere i vinterhalvåret.

I den kommende uge mødes foreningens medlemmer til sidste onsdagsskydning i år. Det næste halve års tid, mødes de kun på banen en lørdag om måneden, for at holde skydeformen ved lige.

Mange slags skytter
Vigersted Skytteforening har omkring 120 medlemmer, heraf en bestyrelse på 11 medlemmer. Der er en håndfuld af medlemmerne, der er kvinder, men ellers er det mest mænd.

I takt med, at flere og flere kvinder tager jagttegn, kommer der flere kvindelige medlemmer. Og der er også flere kvinder, der bliver pistolskytter” fortalte Allan Berthelsen, så fremtiden byder formentlig på et større antal kvinder i medlemsskaren.

Nogle af medlemmerne er jægere, nogle går til sportsskydning og nogle dyrker skydning som en fritidsinteresse.

Der er Precision Rifle Skydning (PRS), som er præcisionsskydning, almindelig pistolskydning, skydning med historiske våben, og de nyere former for skydning, IPSC og Steel Challenge. IPSC kan du læse om længere nede på siden.

Et flot jubilæumsprogram
Ved middagstid havde der allerede været mindst 70 gæster, der ikke havde noget med foreningen at gøre, og der var masser at opleve ved skytteforeningens jubilæum.

Hvis man havde meldt sig til på forhånd, kunne man vinde flotte præmier i lodtrækning. Desuden var der gratis mad og drikke til gæsterne efter princippet ”Så længe lager haves”.

Der var pistolskydning og fremvisning af våben, skydning med historiske våben og sort krudt våben samt fremvisning af de historiske våben og udstyr, PRS skydning (Precision Fifle Series), IPSC opvisning og Steel Challenge. Og sidst på dagen var der fri riffel- og fri pistolskydning.

IPSC
International Practical Shooting Confederation - IPSC er ret nyt i Vigersted Skytteforening. Banen blev godkendt i 2015 og i 2016 begyndte de at skyde.

IPSC er dynamisk skydning, og faktisk den eneste form for dynamisk skydning, der er i Danmark. Det er sportsskydning, hvor man skyder på tid.

For at skyde IPSC, skal man have en speciel licens, der består af et 2-dages praktisk kursus og et større skriftligt pensum, man bliver hørt i til det praktiske kursus.

Allan Herløv er NROI Range Officer, og det kræver en ekstra uddannelse oven i. Den kan man tage ved National Range Officers Institute Denmark.

IPSC adskiller sig fra andre skydearter ved, at der altid er én instruktør og én skytte, hvor de andre skydearter har én instruktør og flere skytter.

Der er stor sikkerhed forbundet med IPSC, hvor banen er opdelt i forskellige stationer eller stages og kan minde lidt om terrænskydning. Range Officeren følger skytten og kontrollerer hele tiden, at sikkerhed og procedurer overholdes.

Hurtighed og præcision er vigtige faktorer, og det gælder om at træffe godt hurtigst muligt.

Der er mange regler, der skal overholdes. F.eks. bliver man diskvalificeret, hvis man holder på aftrækkeren, mens man er i bevægelse, hvis man peger udenfor vinklerne, eller hvis man har fingeren i aftrækkeren, mens man genlader.

Det er Formel 1 inden for skydesport” sagde Allan Herløv, der var Range Officer, da hans bror Danny Hansen var på banen.

Det er en virkelig krævende disciplin. Man skal ramme en skive i bevægelse og samtidig huske alt det, man ikke må undervejs” fortalte Allan Herløv.

Endnu er IPSC ikke så udbredt i Vigersted Skytteforening, men de håber der kommer mange flere IPSC-skytter til. Det er en spændende, udfordrende og publikumsvenlig skydedisciplin.

Har IPSC eller nogle af de øvrige aktiviteter i Vigersted Skytteforening vakt din interesse, så besøg foreningens website her.

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm