www.tv-midtsjælland.dk

Bukkejagten er startet og schweisshundene har travlt

16-05-2018

Den 16. maj er en travl dag for bukkejægerne og ikke mindst for landets schweisshundeførere og -hunde. Alene på bukkejagtens første dag i 2017 var der 584 eftersøgninger med schweisshunde. Det er cirka tre eftersøgninger i gennemsnit per hundefører på én dag.


Hvis der i forbindelse med jagt på hjortevildt er tegn på, at dyret er ramt, og vildtet ikke er fundet inden for seks dagtimer, skal jægeren ifølge jagtloven tilkalde en legitimeret schweisshundefører fra Schweiss-registret, der varetages af Naturstyrelsen.

- Registret er oprettet udelukkende af hensyn til vildtets tarv. Selv den bedste jæger kan ramme forkert, og hvis det skulle ske, står der landet over kompetente schweisshundeførere klar til at eftersøge og aflive det anskudte vildt. Udover at det er et lovkrav, er det også sund fornuft at tilkalde en af Schweiss-registrets hundeførere, hvis uheldet er ude, siger Ulrik Lorenzen, ansvarlig for Schweiss-registret i Naturstyrelsen.

Både hund og fører er specielt udvalgt til og trænet i at opspore såret vildt, de har lov til at eftersøge på tværs af skel uden foregående tilladelse fra ejeren, og de har lov til at aflive anskudt vildt på anden mands jord.

Der var i alt 1717 eftersøgninger med schweisshunde i den første uge af bukkejagten i 2017.

Tre gode råd

  • Inden jagten
    Som jæger kan du med fordel forberede dig inden du tager på jagt ved at besøge www.schweiss.dk. Her kan du altid finde en opdateret liste over dine lokale schweisshundeførere. Du kan også gå på www.schweiss.dk på din mobiltelefon, der kan bruge din aktuelle lokalitet til at vise dig de nærmeste hundeførere.
     
  • Efter skudafgivelse
    Når du har afgivet skud, og bukken ikke ligger tydeligt forendt (død), skal du nøje indprente dig stedet, hvor bukken var i skudøjeblikket og i hvilken retning, bukken flygtede.
     
  • Marker skudstedet tydeligt, og ring til den lokale schweisshundefører.
Foto: Pressefoto Naturstyrelsen
Fakta:
"Schweiss" er tysk og betyder blod fra klovbærende vildt.

Schweiss-registret består pt. af 182 frivillige hundeførere fordelt over hele Danmark, der med deres specialtrænede hunde står til borgernes rådighed.

Hundeførerne er ulønnede, men skal have godtgjort deres kørselsudgifter.

HT/Pressemeddelelse Naturstyrelsen









Flere nyhedsfilm