www.tv-midtsjælland.dk

Blå Flag strande 2018

11-05-2018

Der er god mulighed for at besøge en Blå Flag strand på Midtsjælland og omegn. Det viser Friluftsrådets liste over Blå Flag strande i 2018.


Der er blandt andet Haraldsted Lillesø i Ringsted, Enø Strand ved Næstved, Vigen Strandpark i Roskilde og Køge Marina. Slagelse Kommune har hele syv Blå Flag strande og Sorø har tre.

I alt er der 215 danske strande og 25 havne, der kan hejse det blå flag, der symboliserer rent badevand, tryghed og gode faciliteter for strandgæsterne.

"Det Blå Flag i flagstangen er en nem måde at fortælle strandgæster, at her bliver der gjort noget særligt for at give dem en god strandoplevelse, hvor de kan føle sig trygge fordi der er styr på både naturformidling, livredning og kvaliteten af badevandet," siger Jan Ejlsted, Friluftsrådets direktør, på websitet blaaflag.dk. Det Blå Flag hejses i de fleste kommuner med aktiviteter den første weekend i juni.

Blå Flag Centre
Der findes 13 Blå Flag Centre, og på disse centre vil man hen over sommeren kunne opleve aktiviteter og arrangementer for både børn og voksne. Det kan være dragebygning, ’Klap en fisk’ eller vandreture langs stranden, hvor man både kan lære noget om strandens urter og måske fange krabber.

"Blå Flag centrene formidler vores spændende og ret unikke kystnatur. Aktiviteterne er populære i sommerlandet, fordi man får lidt flere oplevelser med hjem og måske også ny viden om vores natur," fortæller Jan Ejlsted på blaaflag.dk.

Se den samlede landsoversigt over Blå Flag strande og havne her.

Læs mere om Blå Flag her.

Fakta om Blå Flag

Blå Flag vajede på 4423 strande og marinaer i 45 lande sidste år. De lande der, har flest Blå Flag er typisk Spanien og Frankrig. Kriterierne fastsættes og kontrolleres af den internationale Blå Flag komite, men administreres af Friluftsrådet. Antallet af Blå Flag i Danmark har været svagt faldende de seneste år.

Friluftsrådet har også mærkningsordningen Badepunkt, der mærker strande med samme standarder for rent badevand, men som har fokus på særlige naturoplevelser og gode friluftsmuligheder.

HT/Blaaflag.dk og Friluftsrådet









Flere nyhedsfilm