www.tv-midtsjælland.dk

Borgmesterens runde fødselsdag blev fejret

14-04-2018

Ud over et kæmpe gavebord, var der også masser af rosende ord til fødselaren, da Ringsted Kommune fredag eftermiddag holdt reception i anledning af borgmester Henrik Hvidestens 40 års fødselsdag på mandag, den 16. april.


Ekstrem flittig, ligefrem, utrolig troværdig og en rigtig god kammerat, var nogle af de superlativer, der blev nævnt, da bl.a. viceborgmester Per Nørhave (DF), kommunaldirektør Jacob Nordby, folketingsmedlem Louise Schack Elholm (V) og gruppeformand Lars Gormsen (V) ønskede borgmesteren tillykke fra talerstolen.

En ægte ’Ringsted-dreng’ med temperament
Det blev også nævnt, at borgmesteren har temperament, når han bliver gået for nært eller provokeret. Og så er der ingen tvivl om, at Henrik Hvidesten er en ægte ’Ringsted-dreng’, der brænder for sin kommune.

Du kan tale i det uendelige om byens og kommunens fortræffeligheder. Det ses ikke mindst, når vi to sammen byder nye ansatte i kommunen velkommen. Det har ofte været nødvendigt at ændre i programmet, så du fik mere taletid, på bekostning af mit meget relevante indlæg om styrelseslovgivning og principper for udarbejdelse af politikker og strategier” fortalte kommunaldirektør Jacob Nordby med et smil på læben.

Henrik Bogholder
Folketingsmedlem Louise Schack Elholm (V) har kendt Henrik Hvidesten i mere end 20 år. De startede i hver deres lokale ungdomsorganisation med et års mellemrum, og de blev begge – sådan nogenlunde samtidig - ansat i Venstre Ungdoms Landsorganisation.

Henrik var bogholder. Han havde styr på tallene og økonomien og sørgede for, at der ikke blev brugt for mange penge – og det kan jeg høre, at det gør han heldigvis stadigvæk” fortalte Louise Schack Elholm om hvorfor Henrik Hvidesten også går under navnet ”Henrik Bogholder”.

Stortrives på alle parametre
Ringsteds ellers punktlige borgmester har åbenbart noget med tidsplaner – i hvert fald, når det drejer sig om byen og dens borgere.

Du er i dén grad kommet til at stortrives som borgmester. Hver gang vi har været rundt og besøge skoler, er tidsplanen skredet, og det er den, fordi du straks er blevet genkendt. Du har givet dig tid til at skrive autografer til alle de børn, der har bedt om det” fortalte Venstres repræsentant fra Byrådet Klaus Hansen og fortsatte:

Der er for mig ikke nogen som helst tvivl om, at du er en utrolig populær borgmester. Du appellerer til de unge, du er respekteret og anerkendt blandt alle os andre, og du formår at være en samlende person. Sidst men ikke mindst, så er det tydeligt, at du stortrives som borgmester, som kæreste, som far og ikke mindst som menneske. Og det er jo det allervigtigste, at holde rigtig godt fast i det.”

Et rigtig godt samarbejde
Næstformand i Hovedudvalget (øverste samarbejdsudvalg i kommunen), Lis Schmidt Hansen, påpegede det gode samarbejde både i og udenfor byrådet, hvor Hovedudvalget oplever stor imødekommenhed.

Når vi f.eks. har gået fakkeltog gennem Ringsted i forbindelse med ”Velfærd for alle”, eller når vi står foran rådhuset og reklamerer for ”En løsning for alle”, så stiller du altid gerne lynhurtigt op til interviews, debat og fotografering. Det giver fantastisk grobund for et fantastisk arbejde” sagde Lis Schmidt Hansen og fortsatte:

Vi kender jo alle sammen vores roller. Vi har vores roller som tillidsfolk og du har din rolle som politiker, men vi er gode til at spille bold op ad hinanden – og med hinanden. Og det er rigtig dejligt, at de roller respekteres.”

Hovedudvalget forærede Henrik Hvidesten en stor kurv med bl.a. t-shirts og kasketter fra forskellige faglige forbund.

En travl borgmester
Det siger sig selv, at man arbejder mange timer, når man er borgmester. Men Henrik Hvidesten er ikke typen, der kommer hjem og smider sig på sofaen og bliver der fra den ene arbejdsdag er slut til den næste starter. Sagt på en anden måde, så er Ringsteds borgmester ikke kommet sovende til at være i god form.

Han dyrker en masse fysisk aktivitet, bl.a. løb, cykling og svømning. Lørdag morgen kører han TMS sponsorcykling og i juni måned er han tilmeldt den første halve ironman, der er opfølgning på de tidligere gennemførte kvarte ironman.

Henrik Hvidesten har cirka 13 år på bagen som byrådsmedlem, 6 år som familiefar og 5 som borgmester. Som menneske har han fra på mandag 40 år på bagen.

Vi ønsker Henrik Hvidesten hjertelig tillykke med den runde fødselsdag på mandag.Fyrre, fit og frisk!

/Heidi Taymyr









Flere nyhedsfilm